Tak for syv lærerige år

Tak, Anders Fogh Rasmussen, for syv lærerige år, hvor du har lært os, at der rent faktisk ikke var noget at komme efter.

FOGH:Tak, Anders Fogh Rasmussen, for syv lærerige år, hvor du har lært os, at der rent faktisk ikke var noget at komme efter. Tak for dit "statskup" i 1983, hvor dine liberaliseringer af kapitalbevægelser skulle udgøre en socialistforsikring, og hvor du ydede din del af det, der nu er en global finanskrise. Tak for kreativ bogføring og forfølgelse af den offentlige sektor, skabelse af privathospitaler og skatteyderbetalte privatforsikringer. Tak for dine forhalinger og fiflerier og for et regeringshold, der vist er enestående i Danmarkshistorien. Du har formået at høste stort, hvor du ikke har sået. Husk nu at dele takken med Pia, uden hvem du aldrig havde kunnet overleve din støtte mandattilbagegang. Det har været hårdt for nogle af os, men vi har gennem din indsats lært neoliberalismens masseødelæggelsesvåben at kende. Lad os håbe, vi har lært tilstrækkeligt, så vi ved næste valg kan tage fat på det lange, seje træk med oprydningen efter din hærgen. Det var dog godt, at du nåede at få en "grøn" profil. Den får du brug for som generalsekretær i et system, der hører til blandt verdens største miljøødelæggere. Vær rar at hilse næste gang i Bilderberg. Uden dit besøg der havde du aldrig fået jobbet.