Tak for tilbuddet

Et svækket tophold var pantermad for AIK

Aalborg IK Odense IK 4-1 Ishockey, Isligaen AALBORG: Odense-træner Mario Simeoni havde valgt at spare ikke færre end seks af sine spillere - Lars Oxholm, Bent Christensen, Brett Larson, Derek Herlofsky, Dimitri Lavrentiev og Alexandr Macijevski - til mødet med AIK. Det lignede en stilfærdig protest mod situationen i bunden af Isligaen, hvor Vojens og AIK kan risikere at ende som nummer ni uden for slutspillet efter begge at have mistet point på grund af Hvidovres konkurs og exit fra den bedste række. Fredag sparede det fynske tophold nemlig også på kræfterne i Vojens og "lod" sønderjyderne vinde 7-2. - Det er en hån mod os, at de stiller med et så svækket hold. De får jo ikke seks spillere skadede i pokalfinalen. Så hårdt spillet var den jo ikke, raser Peter Glad, assisterende træner i Frederikshavn IK. Han mente kun, at Mads True reelt var skadet hos fynboerne, som også måtte undvære landsholdsforwarden i søndagens pokalsejr over Herlev. Med "foræringerne" til Vojens og AIK hænger FIK med r.. i iskanten, men vendelboerne mistede til gengæld ingen point ved Hvidovres konkurs. AIK'erne sagde til gengæld tak for den fynske åbning og startede kampen ud i femte gear. Det er næppe sket tidligere for et AIK-hold, at modstanderne i den grad er blevet presset ned i egen zone i så lang tid. Først efter fire et halvt minut fik fynboerne pucken op i AIK-zonen, mens de havde den under kontrol. Michael Eskesen nåede lige ind over blue line, inden han fyrede et slagskud af. De første 12 minutter lignede ét langt powerplay, men OIK'erne var fuldtallige! Det aggressive og flotte AIK-spil gav fuldt fortjent bonus med en 2-0 føring. En føring, som kunne have været større, men heldet manglede i et par situationer for hjemmeholdet. I stedet kom det svækkede tophold mere med i kampen, da de nordjyske pantere havde fået stillet den værste sult. Det blev tilmed til et enkelt OIK-mål i starten af anden periode, da AIK'erne kom i undertal. Ikke på grund af en svinestreg - dertil var hjemmeholdet alt for overlegne - men på grund af den gamle skødesynd med for dårlige udskiftninger. Det gav for mange AIK'ere på isen, indtil dommeren dømte den logiske udvisning. Selv om intensiteten faldt i kampens sidste halvdel, så var der ingen tvivl om AIK-sejren og dermed tre nye point og efterhånden en ganske sikker slutspilsplads til nordjyderne. Ikke mindst efter Vojens' nederlag tirsdag aften hjemme til Rødovre. Nu er sjettepladsen tilmed indenfor rækkevidde, da det søndag gælder Herlev og derefter i næstsidste runde Esbjerg på hjemmebane, før turen går til Rungsteds mestre i grundspillets sidste kamp. Kampfakta: Periodecifre: 2-0, 1-1, 1-0. Mål: 6.11: 1-0 Ronny Larsen ass. Bo Nordby Andersen. 10.12: 2-0 Magnus Häggström uassisteret. 22.24: 2-1 Kristian Lodberg ass. Niels Seier og Karel Smid (5 mod 4). 38.02: 3-1 Ronny Larsen ass. Heinz Ehlers (5 mod 4). 18.57: 4-1 Alexandr Savitsky ass. Bo Nordby Andersen og Frederik Åkesson. Udvisninger: AIK 2 x 2 minutter, OIK 3 x 2 minutter. Hoveddommer: Asger Krogh. Tilskuere: 1250 i Aalborg Skøjtehal.