Tak og undskyld!

Snevejr - og så her midt om vinteren! Lige som andre steder og andre aviser har NORDJYSKE i Brønderslev været ramt af sne og is. Avisen er simpelt hen ikke kommet frem i dele af området, som har været ramt af snefygning - specielt søndag og igen mandag aften var vi ramt af snefygning og biveje har været lukket. Oven i købet var et par distriktsbude ramt af sygdom, så dele af Brønderslev fik avisen sent i går. Vi blev også ramt af telefonstorm af kunderne, men de fleste læsere har heldigvis taget det pænt. Vi beklager mange gange! Èn læser kunne ikke finde avisen under alle snedyngerne og mente, at nyhederne nok ville være for gamle, inden sneen smeltede. Mange ville ikke undvære avisen og kom ind på redaktionen og fik én - så længe lageret rakte. Til sidste var vi helt nede på enkelte eksemplarer af søndagsavisen til arkivet. Èn læser bad mindeligt om at få lov til at låne den. Trods alle problemerne er det rart at mærke, hvor vigtig dagens avis er for mange. Tak -og undskyld! redaktionen & receptionen