Tak til Aage V. Jensens Fonde

NATUR:Min kone og jeg har i de seneste år intensiveret vores interesse for det skønne naturområdet, der hedder Lille Vildmose. Et område vi finder spændende, både hvad angår dyre-, plante- og fugleliv samt kulturhistorie. Efter at Aage V. Jensen Fonde har opkøbt Høstemark og Tofte Skov, er det stadig muligt, at komme på ture ind i indhegnede område. Antallet af ture bestemmes af naturklagenævnet. Det er meget attraktive ture, der har stor tilstrømning af interesserede mennesker. Oplevelserne omkring dyr, insekter, fugle, planter, kulturhistorie lader ikke vente på sig på disse ture. Kyndige folk viser og fortæller med en begejstring og interesse, der hurtigt smitter af på os alle. Vi får nogle unikke og enestående oplevelser med hjem sådanne dage. Efter at Aage V. Jensen Fonde har bygget de fire tårne (Tofteskov, Tofte Sø, Høstemark Skov), er der nu forøgede muligheder for, at få et kik ind i de indhegnede områder, uden at belaste flora og fauna unødigt. Det giver oplevelser for folk, som er på tur, og lige skal se de nye tårne, som de har hørt så meget om, og siden nyder udsigten herfra. Det giver oplevelser for folk fra egnen, som stolt viser områdets perler frem. Det giver oplevelser for folk, som tit kommer i tårnene forsynet med både kikkert, teleskop og kaffe. De sidstnævnte med en hovedinteresse for især store fugle. Det er et folk, som oftest gerne deler ud af deres viden til interesserede gennem en god og informerende snak. Det var faktisk denne flok, der især var med til, at åbne vores øjne for de gode muligheder, der er i Lille Vildmose for, at se ørne, høge, gæs og ænder. Tårnene er blevet et mødested for fuglefolket, hvor observationer udveksles, og billeder beundres. De fire tårne har været med til, at sætte "den store prik over i'et " for alle de gode lokale initiativer, der i de seneste år er vokset op i lokalbefolkningen. Der er sat forskellige foreningsarbejder i gang. Frivillige stjernearrangementer, som remissebisserne i Dokkedal med levendegørelse af historien om kultiveringen af tørvemosen, aktiviteter ved fjord og hav, caretagerprojekter på områdets fugle, kunstforeningen Dunhammeren, lokalhistorisk forening m.m.. Desuden har Midt-Nord Turisme set muligheden for at engagere guidede ture ud i mosen. Den indsigt, jeg efterhånden har opbygget omkring områdets kultur-, plante- og dyreliv, har givet mig mulighed for at arrangere guidede ture ud i området. Det er en fornøjelse, at se og høre folks begejstring, for de nye tårne og deres udsigt, for stokken de kan skubbe tre meter ned i mosen, for kongeørnene som ofte lader sig beskue. Det er gode dage for både de folk jeg guider, men også for mig selv. Folk fra lokalbefolkningen, det øvrige Danmark og udlandet valfarter selv eller guidet til tårnene, og deres begejstring er til at høre. Med Aage V. Jensen Fondes opkøb af de unikke områder i Lille Vildmose, samt dens initiativer til et oplevelses fællesskab med os alle, har beriget mange menneskers liv, i hvert fald for min kone og jeg. Hermed en stor tak til "Mosefolket", som vi efterhånden føler os som en del af, og en særlig stor tak til Aage V. Jensen Fonde.