Tak til Aalborgs smukke, frie kvinder

Lørdag 26. maj 2007 oplevede den 30-årige iranske flygtning, Leila, sit første karneval. Det var karnevalet i Aalborg, og det var en forløsende erfaring for den unge, kvindelige journalist og fitnessinstruktør, der har levet i Iran og Irak indti

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Shawbo Ali Rauf - stadig i live. FOTO FRA INTERNETTET

Tak. Da jeg så jeres glade ansigter, jeres skønne bevægelser, jeres flotte, skulpturelle kroppe, boblede jeg over af glæde - som mælk, der koger op over ilden, løb jeg over i ubærlig glæde. Jeg blandede mig med jer, og jeg gav mig hen til de højlydte, dansende folkemasser. Efter så mange år at kunne være sammen med jer, blandt jer - det gav på samme tid liv til min barndoms lette minder om leg og glæde, efter alle disse år blev jeg som barn igen og gav min krop lov til at nyde dette herlige friske pust af frihed. WOW! FRIHED! - så vidunderlig, så skøn du er! Jeg mærkede dig, jeg rørte dig, med min egen krop og væren denne lørdag, fuldkommen fri for hævngerrige blikke, fri for ondskabsfulde tilråb, langt, langt fra ”men” og ”hvis”. Denne lørdag - uden frygt for drab, sten, Islams åg, og uden at måtte frygte de vrede advarselsråb: ”Åh, Islam!”, ”Åh, Islam er truet!” - denne lørdag tog jeg min fortids tunge klædedragt af og overlod mit hele jeg, legeme, ånd og sjæl til friheden - og mine klæder til vinden. Jeg indåndede dig i fulde drag, frihed, jeg kastede alle mine år til nu fra mig, min ungdoms år, og fyldte lungerne, ja, hver celle med dig - mine årer var tømt for blod, og fyldt op med dig i stedet - frihed, du fyldte min krop i lørdags, jeg dansede som vinden, jeg sang frit og højt, jeg oplevede dig. Tak - jeg er så taknemmelig. Af hele mit hjerte, med hele min kærlighed til friheden og menneskeheden hylder jeg jer, alle i spraglede sommerfugle, som dansede og sang i Aalborgs gader. I trøstede og nærede min udmattede sjæl. Jeg kom hjem, træt, men let og lykkelig som en femtenårig - jeg kunne ikke falde i søvn af bare glæde. Min bevægelse slettede al smerten ved ensomheden og alle eksilets problemer fra min erindring, men... Men tanken om mit eget land, ængstelsen for kvindeskæbnerne i dette land, det følger mig som en spedalskhed, en kræft, en kronisk sygdom. Den beske erindring om disse begrænsninger førte mig tilbage til Kurdistan, hvor jeg boede i ni år, hvor jeg kæmpede mod død, enevælde, islamisk bagstræberi, umenneskelighed og vold mod kvinder. I 2000 åbnede jeg et fitness-center for kvinder i Irbil, Kurdistans hovedstad. Jeg arbejdede hårdt for at få kvinder til at komme der, og jeg fortsatte kampen mod de kræfter, der modarbejdede det. Kvinderne er fejlernærede, fattige og slaver for deres mænd. Mænd, som mener, at sport for kvinder er kætteri og på linje med prostitution. Mænd, som mener, at kvinders vigtigste opgave er at føde børn, at kvinder er udrugningsmaskiner. Når jeg tænker på den tragiske skæbne, der overgik ”Yasamin”, græder mit hjerte. En ung kvinde, som fik en hormonal lidelse, hun vejede over 150 kilo, da hun var 25. Hendes læge anbefalede motion, men hendes mand sagde til lægen: ”Døden er en bedre løsning end sådan en skam. Jeg vil ikke lade hende gå til motionscenteret”. Men ”Yasamin” kom alligevel til mit fitness-center en til to gange om ugen i hemmelighed og lavede sin øvelser forklædt. Men efter noget tid blev hendes familie alligevel klar over, hvad der foregik - og de mishandlede hende næsten til døde. Jeg så hende aldrig igen, men nogle måneder senere hørte jeg, fra en af hendes naboer, at hun blev holdt som fange derhjemme, hun måtte ikke komme uden for en dør, bare det mindste øjeblik. Tanken om ”Yasamin” overskygger helt min glæde ved lørdagens karneval. Jeg er blevet smittet med ”Qambad”-sygen. Måske har I aldrig hørt om den - men den findes i mit land. Det er den lidelse, at man fyldes med sorg, til man en dag brister. Hver gang jeg rejser til min fortid på erindringens vind, bryder de onde minder igennem som vand, der sprænger en dæmning. Der var en anden hændelse - det skete i sommeren 2003, en kvinde ved navn Bekhal og hendes naboerske kom på mit fitness-center. Ved et tilfælde så naboersken nogle blå pletter på Bekhal’s lår, og hun fortalte sin mand om dem. Nogle dage senere, skændtes hendes mand med Bekhal’s mand, og i kampens hede fik han sagt, at Bekhal’s mand skulle tage og gå hjem og se hvilke mærker, hun havde på låret. Bekhal’s mand gik direkte hjem, rasende, og dræbte hende i den tro, at hun havde noget at gøre med en anden. Åh, alle I smukke, dejlige kvinder, som i lørdags smykkede byen med jeres flotte, nyudsprungne bryster og pragtfulde hår i sommer og sol, som badede jer i sol og lys og fuglesang og kappedes om at tiltrække mest opmærksomhed - ved I hvilke straffe, der venter den, som forelsker sig et andet sted i verden? Hvis en kvinde forelsker sig i en mand, er den mindste straf, at hun bliver skåret i næsen med en kniv. Hvis de finder et ukendt nummer på hendes mobiltelefon, slår de hende ihjel. For to uger siden blev Shawbo Ali Rauf straffet på denne måde - en 19 årig pige, offer for æresdrab i Koya, en by 40 km sydøst for Irbil. Hendes familie fandt et anonymt nummer på hendes mobil og fortalte hendes mand om det. Han havde efterladt hende alene derhjemme hos sin familie og boede i England, hvor han havde boet i årevis. Manden vendte hjem til Koya og tog Shawbo med på skovtur sammen med sin familie. Uden at give hende mulighed for at forklare noget, mishandlede han og hans familie hende brutalt og dræbte hende så. Ifølge politirapporten torterede manden og svigerfamilien den unge kvinde ved at brække hendes hænder, skære hendes ører op, rive guldringene ud og såre hende med sten, indtil de endelig dræbte hende med syv skud og lod liget blive liggende på gerningsstedet. Deres eneste motiv var fundet af et ukendt nummer i hukommelsen på Shawbos mobiltelefon. Kun dette. Bare det. Leilaleilateh@yahoo.com @Brød.9.:Oversat af Lars Borberg lars.borberg@nordjyske.dk