Take That-hitmageren fylder 40

¤Gary Barlow, sangskriver, pianist og produceren, der sendte popmaskinen Take That og Robbie på vingerne, fylder torsdag 40 år. Gary Barlow fra det britiske boyband Take That kunne trods et særdeles potent popøre let være gledet over i global glemsel som endnu en flødefyr, der ikke stod distancen. Men en succesfuld genforening først med tre af de nu voksne Take That-drenge og senest også med udbryderen og bandets tidligere enfant terrible, Robbie Williams, har strøget enhver snak om glemsel bort. Derfor kan sangskriveren, pianisten og pladeproduceren Gary Barlow i stedet fejre 40 års fødselsdagen på en fornyet bølgetop af succes. Ungdomsudgaven af Take That, dannet i 1990, solgte på få år over 30 millioner album og syv millioner koncertbilletter. Og den gendannede voksne udgave af bandet har fået flotte anmeldelser for revivalalbummet "Progress" før den kommende Europaturne. Herunder otte udsolgte koncerter i træk på Wembley Stadium. Touren omfatter også to store koncerter i Parken til juli. Barlow har æren for langt hovedparten af Take Thats mange hits. Men alligevel var det et andet bandmedlem, den fandenivoldske Robbie Williams med den tabloidvenlige trang til at krænge alle indre dæmoner ud i medierne, der løb med al opmærksomhed, da han forlod boybandet i 2005. Kort tid efter blev Take That opløst med landesorg i mange pigeværelser til følge. Bruddet udløste voldsomme uoverensstemmelser mellem Barlow og Williams - selvfølgelig grundigt udbasuneret i medierne. Som de fleste af bandmedlemmerne forsøgte Gary Barlow sig i stedet med en solokarriere og viste sig også her som en glimrende sangskriver med en række hits. Men karrieren nåede dog aldrig de samme højder som med Robbie Williams, der solo hurtigt steg op blandt popfirmaets største nutidige stjerner. Take That blev siden gendannet. I første omgang uden Robbie, hvis karriere dog også har vaklet på det seneste i trækvinden fra hans svingdørsliv ud og ind af afvænningsklinikker. Voksende modenhed og en fælles interesse i et fuldt forenet Take That blødte med tiden den krigeriske tone op mellem bandets to tidligere dødsfjender. Den gradvise forsoning mellem Williams og Barlow gav de sidste år en selvironisk forsmag på med den fælles komposition "Shame" på Williams seneste opsamlingsplade. I en video karikeret over det homoerotiske filmhit "Brokeback Mountain" tager de humoristisk livtag med det had-kærlighedsforhold, der prægede dem ved opbruddet i Take That. Gary Barlow, der er far til tre børn, er ud over den musikalske karriere i øvrigt engageret i velgørenhedsarbejde blandt andet til gavn for børn. I den ånd markerer han 40 års fødselsdagen med en intim koncert i London, hvor overskuddet går til noble formål. /ritzau/

Breaking
Så er det besluttet: Næsten alle coronarestriktioner ophæves 1. februar
Luk