Takeaway-gigant fortsætter væksten i skyggen af corona

Just Eat Takeaway.com har haft fart på væksten i første kvartal, hvor antallet af ordrer er steget stejlt.

Just Eat blev stiftet i Danmark i 2000. Siden rykkede det til London, og nu er det en del af en større virksomhed. (Arkivfoto)

Just Eat blev stiftet i Danmark i 2000. Siden rykkede det til London, og nu er det en del af en større virksomhed. (Arkivfoto)

KØBENHAVN:Coronafesten fortsætter for madudbringeren Just Eat Takeaway.com, som i årets første kvartal har oplevet en stor stigning i antallet af ordrer.

I januar, februar og marts har der globalt været 200 millioner ordrer, hvor kunderne har bestilt mad som pizza, kebab eller sushi.

Det er 79 procent flere end samme periode i 2020, viser en handelsopdatering for selskabet tirsdag morgen.

Det er særligt i Storbritannien, at Just Eat Takeaway.com har haft travlt. Her blev antallet af ordrer tæt på fordoblet til 63,8 millioner. Det gør markedet til det største for selskabet.

Ifølge topchef Jitse Groen er det fjerde kvartal i træk, at madudbringeren oplever en vækst i antallet af ordrer.

- Just Eat Takeaway.com er i fremragende form, og starten af 2021 har været meget stærk, siger han i en kommentar til tallene.

Dermed har madudbringeren fortsat det nye år, hvor det gamle slap - med solid vækst. Facit for 2020 blev et løft i omsætningen på 54 procent til 2,4 milliarder euro - hvad der svarer til 17,8 milliarder kroner.

Trods det stigende salg var der underskud på bundlinjen. Det skyldtes dog i overvejende grad omkostninger til skabelsen af selskabet.

Det blev en realitet, efter at de to store madudbringere Just Eat og Takeaway.com tilbage i 2019 aftalte en fusion. Handlen havde en værdi af 7,6 milliarder dollar - eller knap 50 milliarder kroner.

Den ene halvdel af selskabet - Just Eat - blev grundlagt i Danmark i 2000 af en gruppe entreprenører - blandt andre Jesper Buch.

I løbet af få år udvidede selskabet og flyttede til Storbritannien, hvor det blev børsnoteret i 2014, inden 2019 altså stod på en fusion.

Nu har selskabet hovedkvarter i Hollands hovedstad, Amsterdam. Platformen er til stede i over 20 lande - blandt andet Australien, Frankrig og Danmark.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.