EMNER

Takstnedsættelse får lunken modtagelse

Både trafikforsker og forligspartier er bekymrede for Nordjylland

NORDJYLLAND:Nordjylland bliver den store taber, hvis trafikminister Flemming Hansens (K) ønske om takstnedsættelser på Storebæltsbroen bliver til virkelighed. Det mener både trafikforsker Uffe Paludan fra Institut for Fremtidsforskning og forligsparterne bag Storebæltsaftalen fra 1987. - Det bidrager til at trække Jylland skævt. Og selvom man indbyggede i aftalen fra 87, at man skulle bevare mindst én Kattegat-færge, ændrer det ikke ved, at Nordjylland bliver en blindtarm, fordi det efterhånden er blevet nemmere at tilbagelægge Jylland i bil, siger Uffe Paludan. Han mener derfor, at man bør overveje at sænke flypriser og -afgifter også, så konkurrencen kan sikres for nordjyderne. Udmeldingen kommer i kølvandet på trafikminister Flemming Hansens udspil, som lægger op til at reducere Storebæltstaktserne med 20 procent for persontransport og 10 procent for godstog og lastbiler. Det forslag vækker også stor bekymring hos forligspartierne V, S og Kristendemokraterne, som er indbudt til forhandling 4. januar. Kristendemokraternes trafikordfører Tove Videbæk kan slet ikke se fornuften i, at brotaksterne overhovedet skal sænkes. Hun frygter for Mols-linjen og dermed for nordjydernes alternativ til Storebælt. - Jeg skal præsenteres for nogle seriøse og vægtige argumenter for det her, og ikke bare at der snart er valg. Som udgangspunkt er jeg slet ikke positiv, siger hun. Selv regeringspartneren Venstre er skeptisk. Trafikordfører Svend Heiselberg mener, at ministeren burde have ventet med udspillet, indtil parterne havde lavet en ordentlig aftale, som sikrede færgeruterne kompensation. - Jeg beklager, at man gør det på den en måde, som virker kaotisk. Min betaling for at lade være med at kritisere det sønder og sammen er, at man lover at kompensere Mols-linjen og giver lastbilerne 10 procent rabat, siger Heiselberg. Flemming Hansen vil ikke sige, hvordan Kattegat-linjerne skal kompenseres, før han har holdt møde med dem. Selv Socialdemokraterne, som har skreget på takstnedsættelser, kritiserer, at regeringen vil sænke taksterne for lastbiler. - Lastbilerne er et enormt stort pres på de fynske motorveje. Man skal tænke sig godt om, så det ikke eksploderer mellem hænderne på os, siger trafikordfører Poul Andersen. Socialdemokraterne ser hellere, at priserne lempes med 25 procent for personbilerne. Heller ikke DSB, som ellers kan se frem til takstnedsættelser på 20 procent på togpassagerer, er glade. Fordelt på de syv millioner passagerer årligt, svarer det til ni kroners rabat pr. billet, sammenlignet med de markant større rabatter til bilister. - Det betyder markant ændrede markedsandele på Storebælt. Vi vil nu regne på, hvordan vi skal forholde os til den situation, siger administrerende direktør Keld Sengeløv. Flemming Hansen kan altså få svært ved at samle den fornødne opbakning. Selv begrunder han sit udspil med, at han blev presset af Socialdemokraternes udspil i fredags og ikke mindst et besøg af 100 borgmestre for nogle måneder siden. - Jeg var nødt til at reagere, fordi det er noget, befolkningen interesserer sig for.