Takt og tone i højsæsonen

Turisterne er nærmest eksistensgrundlaget i Øster Hurup. Men så længe hurupperne ikke brokker sig, er mæthedspunktet ikke nået, mener turistchef og lokale.

Et blødt kort elektronisk dut. Sådan lyder det, når en vare bliver genkendt af stregkodeaflæseren ved kassen i Dagli' Brugsen i Øster Hurup. Antallet af det dut fortæller i sig selv historien om feriebyen på Nordjyllands østkyst anno 2005. For butikken er den Brugs med de største sæsonudsving i Danmark. Ni måneder om året er der røde tal på bundlinjen. To en halv måned om året bliver pengene tjent ind. Som mange andre erhverv i Øster Hurup er antallet af nye ansigter i en uge eller to om året selve eksistensgrundlaget. Her er knap 1000 indbyggere. I højsæsonen danner byen ramme for omkring 15.000 menneskers liv, og der er dagsturisterne ikke inkluderet. På fortovet foran butikken går uddeler Henrik Ryet frem og tilbage med en fejemaskine. - Hvis her ligner lort og lagkage, så gider de tyske turister ikke komme. Her skal være pænt, siger han. Mave blokerer udsynet Turisterne er her denne onsdag. Langs de mange butikker med drager, badedyr og kunsthåndværk, cafeer med is, restauranter og barer slentrer de iført badetøfler, korte ærmer, shorts og måske et vådt håndklæde ned ad den solbelagte Kystvejen. I midten af strækningen på hovedgaden står Preben Frost med en pistol i bæltet og skuer scenariet igennem et par glasblanke solbriller. Landpolitiassistenten er på sin ugentlige runde i Øster Hurup. Spørger man ham, hvad der adskiller byen fra de øvrige patruljer, kommer svaret prompte i tre salver. - Turister! Masser af turister! Glade turister!, svarer han, mens en familiefar i samme øjeblik i en Mercedes forsøger at komme ud på hovedvejen fra en sidevej tæt ved. Han strækker nakken, og hovedet går som et rustent pendul over rattet i takt med trafikken. Han opgiver og råber til Peter Frost: - Gider du ikke lige trækken maven ind! Peter Frost smiler og træder to skridt tilbage, hvorefter faderen får mere udsyn og kan trille op ad kystvejen. Badenymfens fald Kommer man kørende fra syd mod Øster Hurup, er de første tegn på det strand- og ferieliv, som brochurerne lokker med, en parkeringsplads tæt ved Kattegat Strand Camping. Enlige totter af græs har allerede tillagt sig den der helt specielle afsvedne gule og hårde form, som græs på feriedestinationer af mærkværdige årsager ynder at tillægge sig. Også selvom sæsonen for alvor endnu ikke er gået i gang. 150 mennesker har valgt at smide deres kroppe ned på de gråhvide sandperler. En enlig kite-surfer står og bakser i over ti minutter med at vikle dragen ud. 16 plasker rundt i kølige Kattegat. To mørke strandløver holder en ung badenymfe i hænderne. Hun hviner for hvert skridt, hun tager ud i vandet og ligner en, der egentlig hellere ville sidde på håndklædet. Med det der indbyrdes så-er-det-nu-nik afgør de to løver hendes skæbne og smider hende ud i bølgen tangblå. Går man den modsatte vej på parkeringspladsen og følger pilene, der peger mod et udsigtstårn, vandrer man under vejen for at dukke op ved indhegningen til Tofte Skov og Mose. Udsigtstårnet ligner mest en to etagers høj finsk kelo-sauna på stolper. Men der er svalende inden i, og gennem panorama-vinduer kan man skue ud over naturområdet. Et par bedsteforældre har taget børnebørnene med på tur. En lyshåret lille pige stirrer ud igennem et kikkertsigte. - Er der dyr?, spørger hun. Bedstemoderen peger på en planche bagerst i lokalet. Ifølge den skulle rådyr, kronhjorte, vildsvin og lækatte rende rundt på tørvemosset. Turismen tager fat Oprindeligt var Øster Hurup et ikke særligt rigt bondesamfund. Den primære indtægtskilde var fiskeriet. I 30'erne og 40'erne begyndte folk fra Hadsund at få bygget sommerhuse. Badehotellet havde gæster på to ugers ferie. - Det havde vi andre slet ikke råd til. Det var spændende. De var smarte i tøjet og man beundrede dem vel lidt, mindes Knud Nørgaard. Den tidligere byrådspolitiker og 72-årige landmand sidder i udestuen ved huset stødende op til den gård, som har hørt til familien i fem generationer. På nær nogle korte afstikkere til Fyn og Sverige har Knud Nørgaard boet i Øster Hurup i hele sit liv. I 60'erne tog turismen for alvor fat med flere sommerhuse, idet folk fra Hobro-egnen og nedad også ville have en snert af tilværelsen ved kysten. I de seneste ti år har feriebyen oplevet et boom. - Engang kendte man alle, når man var i Brugsen. I dag er det ganske få, konstaterer Knud Nørgaard. Det er ikke fordi, han er irriteret over turisternes tilstedeværelse. Tværtimod. - Generelt er levestandarden jo steget som hos andre befolkningsgrupper. De har absolut været et plus for byen og er grundlag for meget, siger Knud Nørgaard og nævner blandt andet, at trods byens beskedne størrelse er det indtil videre blevet til en skole, idrætshal, vandland, dagligvarebutikker, restauranter og adskillige arbejdspladser inden for serviceerhvervet. - Selvfølgelig kan der komme for mange. Men der er en positiv stemning, og jeg synes slet ikke grænsen er nået. Og hvis vi ikke behandlede dem pænt, ville de heller ikke komme igen, vurderer Knud Nørgaard. Mæthedspunktet er tilsyneladende heller ikke nået. For en måned siden åbnede ejendomsmæglerne salget for 36 huse på havnen. Pris 1,5-2,5 millioner kroner stykket. De blev bogstaveligt talt revet væk. 40 personer er i dag på venteliste, hvis nogen springer fra. Skudt over mål Men bortset fra kysten, sandstranden og en livlig hovedgade har Øster Hurup nok beset ikke mere at tilbyde end man kan finde i en- hver anden nordjysk ferieby. - Man har bevaret et rimeligt uspoleret miljø og den her landsbyagtige stemning. Naturmæssigt ligger vi kanon, og i forhold til andre attraktioner utroligt centralt placeret, forklarer turistchef Hanne Vestergaard. Men placeringen har også en ulempe. Er det halvskidt vejr eller lokker lysten til at se noget andet end stranden, så tager turisterne på udflugt. Dermed går byen glip af penge. For omkring 20 år siden forsøgte driftige forretningsfolk at udnytte udviklingen. De ville bygge en legepark i stil med Fårup Sommerland. Forlystelserne blev bygget, og personalet hyret. Men budgettet var skudt over mål. Den attraktion, som kunne være med til at holde turisterne i byen, gik fallit. Unikke ni-huller I ti år stod forlystelserne og rustede, mens græsset groede højere. Indtil en gruppe frivillige i 1998 øjnede arealets potentiale. De fik lov til at overtage området fra kommunen. - Intet virkede. Ruderne var knuste. Armaturet var ødelagt. Det hele var et rod, husker Aage Husum, mens han viser rundt i Fruerlundparken, som huser den formentlig mindst kendte og mest anderledes ni-hullers golfbane i Danmark. Placeret imellem en tidligere otte meter høj vandrutschebane, lejrpladser og noget til tider højt græs ligger lækkerbiskenen for golfentusiasten, der søger en unik oplevelse. Parken ved at blive istandsat ved hjælp af mange frivillige. Det, som skulle have været legeparkens cafeteria, er skabt om til en fællessal. Bålpladser, keglebaner, kanosejlads og rulleskøjteareal er nogle aktiviteter, som parken atter byder på. Alt sammen på grund af en frivillig forening. Alle er velkomne til at ringe for at bruge området, som næsten er helt booket op den kommende tid. Men det er sjældent, at der er turister, som er brugerne. - Jeg har lyttet til turistbranchens ønsker om, at der bør være flere muligheder i lokalområderne, så turisterne bliver der. Men med den måde som Fruerlundparken drives på i dag, vil det ikke harmonere, hvis den både skal være åben for turister og de, som har booket aktiviteter. Jeg vil ikke fornægte, at det sker på et tidspunkt. Men i det øjeblik, så skal der komme lønnet personale til. Det vil påvirke stemningen blandt de frivillige, siger Aage Husum. Fruerlundparken har ingen fast åbningstid, men alle er velkomne til at ringe og bestille tid i aktivitetsparken, som så bliver åbnet af en af de frivillige hjælpere.