Badminton

Taktisk single-triumf

Mette Sørensen vendte tilbage som singlespiller med succes i nordjysk badmintonbrag

FREDERIKSHAVN:Den tidligere VM-bronzevinder, Mette Sørensen, vendte i aftes overraskende tilbage i rollen som singlespiller, da Aalborg i en meget afgørende oprykningskamp til 1. division mødte de nordjyske lokalrivaler fra Vendsyssel Elite Badminton. For øjnene af omkring 500 tilskuere i Frederikshavn Badmintonhal viste den rutinerede aalborgenser sit store format ved at vinde en taktisk vigtig 1. damesingle over hjemmeholdets Lotte Vestergaard med cifrene 13-10, 11-9, og dermed var vejen banet for en aalborgensisk triumf i det nordjyske slag. Den kan dog ændres, hvis Vendsyssel Elite Badminton gør alvor af at indsende en protest over aalborgensernes ændringer i holdopstillingen. - Indenfor tre dage kan vi sende en protest til Dansk Badminton Forbund over, at Aalborg satte en uprøvet doublespiller, Lykke Møller, op i 1. mixdouble, og får vi medhold i en eventuel protest, vinder vi også 2. mixdouble og får dermed et ekstra point, siger VEB-træner Jan R. Jensen. Selv var Mette Sørensen meget overrasket over, at hun allerede igen stod som singlespiller efter et fravær i den rolle på godt et år. - Jeg har ikke spillet single siden Copenhagen Masters mellem jul og nytår i 2001, og først to timer før kampstart i Frederikshavn fik jeg besked på, at jeg skulle spille 1. damesingle i stedet for 1. mixdouble, sagde en træt men tilfreds Mette Sørensen efter sin sejr. - Vores træner Kenneth Larsen valgte at satse på mig på grund af min store rutine, og selv om jeg slet ikke er i single-form ovenpå graviditet og fødsel, spillede jeg så tilpas godt taktisk, at det rakte til en samlet sejr over Lotte Vestergaard, som i mine øjne ikke viste tilstrækkelig med vilje. - Jeg ville gerne have mødt min bedre halvdel, VEB's Quinten van Dalm, så jeg kunne give ham lidt "familie-røg"men nu vandt vi til gengæld begge to, smilede Mette Sørensen med henvisning til gemalens sejr i 1. mixdouble sammen med makkeren Kamilla Andersen. De slog det til lejligheden sammensatte Aalborg-par, Lykke Møller/Martin Kjøbsted, med de sikre cifre 11-3, 11-6. I 1. runde af matchen vandt Aalborgs Gry Uhrenholdt/Søren Frandsen i 2. mixdouble over VEB's Dorte Ledet/Peter R. Jensen med 11-6, 13-10, mens 2. damesingle gav Aalborg-sejr med 11-7, 11-3 til Nanna B. Jensen over Mia Dyhr Thomsen. Mette Sørensen var også med til at hente en aalborgensisk sejr i 1. damedouble sammen med Nanna B. Jensen, der slog Dorte Ledet/Mia Dyhr Thomsen 11-2, 11-6, og i det hele taget var Holdfællesskabet Aalborg sikker på den endelige sejr, da NORDJYSKE Stiftstidende nåede deadline. På det tidspunkt førte aalborgenserne holdmatchen med 7-3, og kun de tre herredoubler resterede.