Taktiske Esbjerg og AGF deler i chancefattig nullert

Manglende mod til for alvor at true modstanderen gjorde, at Esbjerg og AGF spillede 0-0 i en taktisk affære.

Ritzau
Esbjerg og AGF fik et point hver efter en nullert i Superligaen. Foto: Niels Husted/Ritzau Scanpix
Fodbold 30. september 2018 15:59

Esbjerg tog søndag eftermiddag imod AGF i 11. spillerunde i Superligaen i et opgør, hvor ingen af holdene formåede at få bolden skubbet over stregen.

Fra første fløjt skinnede det således tydeligt igennem, at det var to hold med stor respekt for hinanden, og derfor var 0-0 også et passende slutresultat.

Det så gevaldigt ud til, at taktikken hos begge cheftrænere øjensynligt var at have den defensive base på plads som førsteprioritet, hvilket må siges at lykkedes til fulde.

Vestjyderne startede ellers kampen bedst, hvor hurtigt kombinationsspil og angreb over siderne flere gange tvang AGF-defensiven til at være vågen.

Første mulighed opstod da også efter blot 13 minutters spil via et godt angreb i Esbjergs venstre side.

Esbjerg-angriber Adrian Petre kom først på et indlæg, og med en fræk hælafslutning blev det til en fin afslutning lige over mål.

Aarhusianerne bed også fra sig i momenter, men det lykkedes aldrig for alvor at få sat offensivspillerne Jakob Ankersen og Mustapha Bundu i scene og udnytte deres fart.

Efter pausen åbnede opgøret en anelse mere op, og begge hold kom således frem til nogle gode muligheder inden for de første minutter.

Men hverken AGF-midtbanespiller Martin Spelmann eller Esbjerg-backen Jesper Lauridsen havde skarpheden, da det gjaldt.

Som minutterne skred frem, blev det mere og mere tydeligt, at begge hold ville stille sig tilfredse med et enkelt point, idet der ved stort set hvert spilstop blev brugt god tid for ikke at risikere noget.

Resultatet betyder, at begge hold fortsat er placeret blandt de bedste seks hold i rækken.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...