Tal dog ordenligt sammen

Forældre opfordes til at droppe den løftede pegefinger

Hvaffor en hånd, spørger den 12-årige pige på plakaten. Rundt om bordet er det fra venstre landbetjent Preben Bundgaard Julie Bouchet, Mette Damgaard, Anne Mette Primdahl, Anita Andersen, Anne-Kathrine Kjær og SSP-medarbejder Knud Nørgaard. Foto: Per Kolind

Hvaffor en hånd, spørger den 12-årige pige på plakaten. Rundt om bordet er det fra venstre landbetjent Preben Bundgaard Julie Bouchet, Mette Damgaard, Anne Mette Primdahl, Anita Andersen, Anne-Kathrine Kjær og SSP-medarbejder Knud Nørgaard. Foto: Per Kolind

SEJLFLOD:Der var engang nogle kommunikations-studerende, der ville lave en narko-kampagne for børn i 6.til 8. klasse i hele Sejlflod Kommune. Her kendte man til problemer, vidste de. For det havde stået i avisen. De studerende var nogen kloge studerende, så de startede med at spørge børnene, hvad de vidste om narko. Vi ved det hele i forvejen, lød svaret. Jamen, hvordan kan vi så ramme jer med en kampagne? Det kan I ikke, svarede børnene. Og så var de studerende på den. De tænkte og tænkte, og så fik de en idé. Børnene havde fortalt, at de faktisk gerne ville snakke mere med deres forældre om narko. Men at hver gang det skete, fik de ballade og blev mistænkt for det værste. At snakke narko var det samme som at bede om skæld ud og en stor løftet pegefinger. Ah ha!, sagde de studerende til sig selv. Her har vi vores mission. Og så lavede de en kampagne for næsten ingen penge, som de fik af kommunen. Den skulle få forældrene til at forstå, at deres børn havde brug for at snakke med dem. Om eventyret ender med, at forældre og børn får sig nogle gode snakke med hinanden om narko - helt uden løftede pegefingre - må stå hen i det uvisse. Men det er ganske vist, at forældrene til de cirka 400 elever i går fik et brev fra SSP i Sejlflod Kommune, der opfordrer til dialog. I skal snakke med jeres børn og ikke til dem, opfordrer brevet, som de studerende har formuleret. Hvaffor en hånd Vedlagt brevet er et postkort med samme motiv som den plakat, de studerende søndag hængte op 50 steder rundt om i kommunen. Her optræder en ganske ung, almindeligt udseende pige med piller i den ene fremstrakte hånd og vingummier i den anden. Hvaffor en hånd? Dialog kan forebygge, lyder plakatens overskrift. For selvom forældrene selv synes, at de har en vældig fin kontakt med deres børn, er det ikke altid en gensidig oplevelse, afslører de studerendes fokusinterviews med en gruppe børn: ”Hvis jeg gik til mine forældre og ville snakke om stoffer, så er jeg sikker på, at de ville tro, at det er fordi, jeg har været ude og prøve det”. ”Altså, jeg snakker jo nogen gange med min mor om det, men hun overreagerer altid, og så gider jeg ikke høre på hende.” ”Hvis jeg siger noget til min far, så kan jeg lige så godt blive inde på mit værelse, for så er der stuearrest”. Løftede pegefingre - Børnene oplever mest løftede pegefingre og mistænkeliggørelse, hvis de vil tale om stoffer. Så de fortæller for eksempel ikke, hvis de har været til en fest, hvor der er stoffer. Selv om det har brug for at snakke om det, siger kommunikationsstuderende Anne Mette Primdahl. - Pigen på plakaten har ikke lyst til at være alene om at vælge mellem narko og vingummi. Vi lægger op til, at forældrene hjælper med at vælge, supplerer medstuderende Julie Bouchet. De fem kommunikationsstuderende har også interviewet forældre til børn i målgruppen, og her tegner der sig et anderledes lyserødt billede af dialogen i de mange teenagehjem. Forældrene mente, at de havde deres børns fortrolighed og de kunne i øvrigt ikke forestille sig, at deres egne børn kunne finde på at tage narko. Både børn og forældre havde desuden en forestilling om, at de, der tager stoffer, ligner en forhutlet narkoman. Alle sociale lag Et billede de studerende prøve at rokke ved med pigen på plakaten. Hun ligner en sårbar 15-årig, men er i virkeligheden en sminket 12-årig. - Vi vil gerne være med til at udrydde billedet af den forhutlede narkoman. Det kan være børn i alle sociale lag, der tager stoffer. Så hvis børn er ude til fest, er det godt med en åben dialog med forældrene om, hvad stoffer kan gøre, pointerer Julie Bouchet. De fem kommunikationsstuderende går på 6. semester på Aalborg Universitet, og de skal snart forsvare kampagnen til eksamen.