Tal om pension

Hvad har du lavet i weekenden? Så du fodbold i går? Har du tjek på pensionen? Når vi sludrer med kollegerne ved kaffemaskinen eller i frokostpausen, bør vi af og til vænne os til at bringe et nyt emne på banen mellem weekendplaner og sportsresultater; Nemlig pension.

Flere undersøgelser har nemlig vist, at pension rager os en høstblomst. Det skal vi have gjort noget ved. For pension er vigtigt og handler helt banalt om at tage økonomisk vare på sig selv og sin familie i sit arbejdsliv og i sin alderdom. Eksempelvis kan man ved at tilpasse sine forsikringer sikre sig selv og sin familie en større udbetaling, hvis man f.eks. får en kritisk sygdom. Et andet konkret eksempel er, at der er mange penge at hente ved at samle de pensionsopsparinger, som man gennem tidens løb har indbetalt til via forskellige job, i ét selskab. Disse nærværende historier om pension skal udbredes. Og hvorfor ikke begynde dér, hvor vi tilbringer de fleste vågne timer; Nemlig jobbet. Hører man budskaberne fra kollegerne, er der måske også en bedre chance for, at de trænger ind, end hvis de står i et brev eller en mail fra pensionsselskabet. Særligt tillidsrepræsentanterne spiller en vigtig rolle ift. at få udbredt interessen og kendskabet til pension på landets arbejdspladser. Vi har øret på vandrørene og kan oplyse kollegaerne om mulighederne i pensionsordningen, når lejligheden byder sig. Så hermed en opfordring til at snakke om pension i frokostpausen - bare ind i mellem weekendplaner og sportsresultater.