Tal ordentligt

Arbejdsløshed 10. december 2011 05:00

ARBEJDSLØSE: Den seneste uges debat om kontanthjælp har budt på en ubehagelig mistænkeliggørelse af dem, der er så uheldige at være ramt af arbejdsløshed. Det bliver udlagt, som om årsagen til, at folk går arbejdsløse er, at de ikke vil arbejde og hellere vil hæve dagpenge eller kontanthjælp. Det er noget vrøvl. Langt de fleste arbejdsløse har kun ét ønske, og det er at komme tilbage i arbejde. Det er en ubehagelig tendens at give de arbejdsløse skylden for deres arbejdsløshed. Og antyde, at de "vælger" at være arbejdsløse. For overhovedet at modtage kontanthjælp, skal man tage de job, der findes og selv aktivt søge job. Eller smækkes kassen i. Problemet er ikke, at de arbejdsløse er dovne. Problemet er, at der ganske enkelt ikke findes job til alle arbejdsløse. Der er godt otte arbejdsløse pr. ledigt job i denne tid, og alt tyder på, at krisen fortsætter. Hvis der er nogen, som har krævementalitet, er det de, der har rigeligt på bankbogen, men som er så kede af at bidrage - spekulanter, storaktionærer og folk med høje indtægter. Det er i hvert fald ikke de arbejdsløse Jeg vil opfordre til, at debatten igen kommer tilbage på sporet, og at alle taler ordentligt om arbejdsløse. Arbejdsløs kan alle blive. Måske er det dig eller mig næste gang.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...