Tal på bordet

Politiet har undersøgt de unges kendskab og misbrug af narkotika

SKAGEN:Otte procent af eleverne i 9. og 10 klasse har taget hårde stoffer, det vil sige andet narkotika end hash. Det viser politiets undersøgelse af narkomisbruget blandt eleverne. Det er første gang, at politiet laver en undersøgelse af omfanget af de unges misbrug. Det sker, efter NORDJYSKE har sat fokus på problemet. Undersøgelsen giver et billede af problemet, men lederen af politistationen i Skagen, Norman Andersen, erkender, at politiet mangler tilsvarende oplysninger om de unge, som har forladt grundskolen. For at sikre en ærlig besvarelse har politiet bedt eleverne om at besvare spørgeskemaet i enerum, og derefter aflevere det i en lukket kuvert en par dage senere. Ungdomskonsulent, Preben Bjørn Ottosen, har stor tiltro til tallene. - SSP-udvalget har tillid til de unge mennesker, og vi tror på at tallene er rigtige, fortæller han. Politiet uddelte 208 spørgeskemaer, og de fik 171 tilbage. Det giver en svarprocent på 82. Hver femte af eleverne har prøvet at ryge hash, og otte procent har taget anden narkotika. Hele 37 procent af de, som har røget hash, prøvede det første gang, før de fyldte 15 år. Hver tredie, som har prøvet andet end hash, var under 15 år første gang. Mange af de, som ikke selv har erfaring med narko, har alligevel kendskab til det. En tredjedel af de unge er blevet tilbudt narkotika, og halvdelen er blevet tilbudt hash. Samtidig har 61 procent set andre ryge hash, og 47 procent har set andre tage andet narkotika. Sted for misbrug De unge foretrækker at være hjemme, når de tager stoffer eller hash. Det gør det sværere for alle, at gøre noget ved problemet. De unge blev bedt om at svare på, hvor de selv har taget eller set andre tage narkotika eller ryge hash. Ved hashrygning svarer to tredjedele af de unge, at det er sket til en privat fest eller hos en kammerat. Tallet er lidt lavere med hensyn til narkotika. Her svarede 57 procent af de unge, at det var sket til fest eller hos en kammerat.