Talent spilletid

U21-landsholdsspiller Lasse Mikkelsen tabt for AaB Håndbold

Lasse Mikkelsen blev topscorer for det danske u-21 landshold. Foto: Michael Koch

Lasse Mikkelsen blev topscorer for det danske u-21 landshold. Foto: Michael Koch

AALBORG:Lasse Mikkelsen er et af de største talenter i sin årgang og er med på U21-landsholdet. Men han er i øjeblikket ikke god nok til at få spilletid hos AaB Håndbold. Derfor forlader den 20-årige playmaker klubben efter denne sæson. - Selv om jeg har været meget skadet, har jeg haft en god tid i AaB både som ungdoms- og seniorspiller, men efter samtaler med klubben og min agent, er vi kommet frem til, at jeg skal prøve noget nyt. Jeg vil gerne have mere spilletid, siger Lasse Mikkelsen og fastslår, at det ikke er meget nedbøjet hoved, at han siger farvel til AaB. - Det er en meget optimistisk Lasse Mikkelsen, som forlader AaB, siger talentet. Han er tæt på at have en aftale på plads med en anden klub. Hvilken vil Lasse Mikkelsen ikke løfte sløret for endnu. Men der er tale om en klub, der har ligastatus. Den bedste løsning Hos AaB Håndbolds sportsdirektør er det med en smule ærgrelse, at man siger farvel til Lasse Mikkelsen. - Vi ville gerne have beholdt Lasse, og udviklet ham videre som spiller. Men vi kan ikke love ham den spilletid han gerne vil have i ligaen, og så er det bedst, at han prøver noget andet, og det er da ikke umuligt, at vi finder sammen igen på et tidspunkt, siger Jan Larsen. Han forlænger heller ikke kontrakten med en anden U21-landsholdsspiller, Mikkel Dons Schriver. Stregspilleren har på grund af manglede spilletid været udlejet til 1. divisionsklubben Stoholm efter vinterpausen. Han er nu tilbage i AaB og kan spille afskedskampe for klubben i slutspillet, hvis det bliver nødvendigt. Skram forlænger Den skadesplagede højre fløj Marco Botin er også fortid i AaB til sommer. Han prøver i næste sæson at få gang i karrieren i SønderjyskE. Mens tre spillere siger farvel har to af AaB's unge spillere sat deres underskrift på nye kontrakter. Venstre Fløjen Rasmus Skram har fået en aftale, der gælder frem til sommeren 2010, og højre fløjen Patrick Wiesmach har skrevet under på en toårig kontrakt. - Rasmus er en meget lovende spiller med et fantastisk humør, og han udgør en god duo på venstre fløj med Rasmus Wremer. Patrick Wiesmach er en spiller vi venter os meget af. Han er et meget stort talent og er i første omgang udset til at afløse Marco Botin som andetvalget på højre fløj, siger Jan Larsen.