Talentarbejde til eksport

Engelsk ungdomschef kigger den nordjyske superligaklub i kortene for at tage erfaringerne med hjem til sin egen klub i London

Søren Pedersen
Ricky Duncan (tv) filmer løs for at kunne præsentere AaB’s træningsmetoder hjemme i Southend, mens Ben Clarkson ser til fra sidelinien. Foto: Torben Hansen
Uddannelse 25. august 2007 06:00

AALBORG: Sidst de var her oplevede de deres livs værste tordenvejr, men denne gang viser vejrguderne sig fra deres bedste side, og englænderne Ricky Duncan og Ben Clarkson har i det hele taget haft et fantastisk ophold i Aalborg siden i onsdags. De to repræsentanter fra den engelske 2. divisionsklub, Southend United, er på besøg hos Superligaklubben AaB, for at kigge på nordjydernes ungdomsarbejde. - Det jeg er mest imponeret over er, hvor åbne de er. Vi har mødt alle nøglepersonerne i klubben, og de har alle sammen været meget flinke og velvillige, fortæller Ricky Duncan, da NORDJYSKE fanger ham for en snak under AaB’s træning. Han er øverste chef for ungdomsarbejdet i Southend United, og besøget i Aalborg hænger nøje sammen med det. Klubben har nemlig et fodboldakademi, men for at få det godkendt på allerhøjeste niveau skal der være en person, som har en licens. For at få den skal man igennem ekstra uddannelse, og en del af den er et fem dages ophold i en udenlandsk klub. Nørhalne Cup Og så faldt valget altså på AaB, som han besøger sammen med den ansvarlige for fysikken hos de unge, Ben Clarkson. - Vi har været i Nordjylland til Nørhalne Cup, og før sæsonen var vi her med vores U18 hold og spillede to kampe mod AaB og Randers. Holdet har ikke tabt siden, så derfor kom vi tilbage, griner Ricky Duncan, som dog tilføjer, at det både var faciliteterne på AaB og ungdomsarbejdet, som imponerede ham. - Det, at de unge talenter træner med førsteholdet, er en ting, som jeg vil tage med tilbage. jeg tror på, at det er rigtigt godt for deres udvikling, siger Ricky Duncan. Det er ellers ikke, fordi englænderne er uvant med arbejdet med unge spillere. Allerede fra otteårs alderen laver klubberne aftale med spillerne, og i teenageårene bliver der tegnet deciderede kontrakter. Fra 16 år og frem er spillerne på kontrakt med 10 timers skolegang og resten fodbold. Men ét af de største problemer er, at der er et massivt frafald af spillere mellem 18 og 21 år. - Det er svært at finde formlen for, hvad man skal gøre, men det hjælper altid at se, hvordan man gør andre steder, og jeg er meget imponeret af ITU delen af træningen, siger Ricky Duncan. ITU er ”Integreret talentudvikling” - et DBU projekt, som giver klubberne et årligt tilskud til ansættelsen af en træner med ansvar for de unge. I AaB er det Poul Erik Andreasen, som også har været den primære kontaktperson for englænderne under deres ophold. Meget med i bagagen Ricky Duncan tager i det hele taget meget med hjem, og det er noget, som forhåbentlig kommer klubben til gode på talentsiden. - Vi håber på at kunne udvikle to spillere af egen avl til førsteholdet indenfor de næste fem år. Så er målet nået, og efter det håber vi at kunne skabe én førsteholdsspiller om året. Så vidt jeg kan høre, er det nogenlunde det samme mål, man har her. På længere sigt håber vi selvfølgelig også at skabe så gode spillere, at vi kan sælge dem og dermed få penge i kassen, men det er næste mål, siger Ricky Duncan. Hans klub ligger i den engelske 2. division, og målet er, at komme én række op. - Det er vist vores niveau. Selvfølgelig ville vi gerne i Premier League, men det koster for meget, siger han. Men netop Premier League er nøgleordet på Londonklubbens akademi. - West Ham, Arsenal og Chelsea ligger alle så tæt på, at vi kæmper om talenterne. Men jo bedre forhold vi får, jo større chancer er der for, at de lokale talenter bliver hos os. Og hvis en ung spiller skal på førsteholdet i Chelsea, skal han være i verdensklasse. Hos os skal der ikke helt så meget til, smiler Ricky Duncan.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...