Talentchef i AaB siger stop

AaB’s talentchef igennem de seneste otte år, Jacob Larsen, har valgt at skifte spor og stopper sit virke senest ved årsskiftet.

Jens Hukiær
Jacob Larsen stopper som talentchef i AaB. Arkivfoto
Sport 9. september 2016 08:26 - Opdateret 9. september 2016 14:10

AALBORG: AaB’s talentchef igennem de seneste otte år, Jacob Larsen, har valgt at skifte spor og stopper sit virke senest ved årsskiftet. Det oplyser klubben i en pressemeddelelse.

Jacob Larsen, der som spiller gik under øgenavnet "Figo", var i sin tid den første ungdomsspiller i AaB, der fik en fire-årig kontrakt med klubben. Men en alvorlig skade satte tidligt en stopper for Jacob Larsens karriere, hvorefter han fik jobbet som talentchef.

- Vi var overraskede og ærgerlige over at modtage Jacob Larsens ønske om at stoppe i AaB, og vi har da også forsøgt at få ham til at ombestemme sig, hvilket ikke har været muligt, og vi respekterer naturligvis Jacobs beslutning, siger AaB’s sportsdirektør Allan Gaarde.

.- Jacob har dygtigt sammen med en lang række andre personer gjort et fortrinligt og uvurderligt stykke arbejde med blandt andet at fremelske talenter til vores Superligatrup og pleje vores forhold til vores cirka 120 samarbejdsklubber, konstaterer sportsdirektøren

Det mener sportsdirektøren er bevist af, at 16 ud af 24 spillere i den nuværende Superligatrup - altså to tredjedele - har spillet ungdomsfodbold i AaB.

Afsked med vemod

Jacob Larsen tager afsked med AaB med vemod.

- Jeg har været ekstremt glad for jobbet som talentchef, men jeg har i nogle måneder kunnet mærke, at jeg har brug for nye udfordringer efter otte år i et spændende, men også meget krævende job, og for mig føles tidspunktet for at prøve noget nyt som det rigtige.

- Mit samarbejde med Allan Gaarde har fungeret glimrende, og han deler også min passion for talentudvikling, og netop passion er en værdi, som man kan mærke, at rigtig mange mennesker har for AaB’s talentudvikling i de daglige relationer med vores samarbejdsklubber, vores moderklub AaB af 1885, Elitesport Aalborg, AaB-fans med flere, siger Jacob Larsen og tilføjer:

Kender ikke sin fremtid

- Jeg slipper ikke fodbolden helt, da jeg fremover i min fritid vil arbejde med selvtræning, som igennem alle årene har haft min store interesse. Indtil videre ved jeg ikke, om jeg skal ud igen at arbejde som lærer, eller om det eventuelt bliver til et nyt lederjob.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...