Talenter i spil

For familien Klüver Pihl giver interessen for musik stor glæde og fællesskab i hverdagen

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Fa­mi­li­en har stor glæ­de af at spil­le sam­men. For­rest mor An­net­te Klü­ver Pihl og ba­gest Vic­to­ria, Ca­ro­li­ne og lil­le­søs­ter Emi­ly, som spil­ler cel­lo.Foto: Hans Ravn

Når man træder ind i familien Klüver Pihls hus, er der store chancer for, at man hører nogle toner. Ikke pop- eller rockmusik fra anlægget, som man måske kunne forvente i en familie med teenagebørn. Men levende toner fra violin, klaver og cello. Familien er vild med klassisk musik - en interesse, som de to store børn er blevet så dygtige til og optaget af, at det foregår på eliteplan. De to søstre har vundet adskillige konkurrencer og har mange gange stået alene med deres instrument foran et stort publikum og en dommerjury. Og de elsker det. Men selv om det har en stor grad af alvor at stå der på scenen, så handler det i bund og grund om glæde og leg. - Det vigtigste er, at man nyder at spille og elsker musikken - det dur ikke, hvis det er noget, man føler sig tvunget til. Så er der ingen glæde ved det. Og glæden skal være der, det er det vigtigste, forklarer storesøster Caroline på 13 år. En indstilling, der deles af hele familien. Det skal ikke blive til et tungt pres, at man har vist sig at være usædvanligt dygtig til sin fritidsinteresse. - Det er bare så dejligt, at vi kan være sammen om at spille, supplerer Victoria på 11 år. Hun elsker at spille på sin violin og har spillet på det instrument, siden hun var fire år. Så hun kan ikke helt huske, hvorfor det lige blev violin. - Men det lyder bare så dejligt, smiler hun. Mor var skeptisk Børnenes mor, Annette Klüver Pihl, har gjort sig en masse tanker omkring, hvad der sker, når børn bliver så dygtige til deres fritidsinteresse, at det kommer op på eliteplan. Selv kommer hun fra et hjem med klaver og bærer musikken i sig som en vigtig værdi. En værdi, hun gerne ville give videre med fokus på glæden ved musikken. Da børnenes musiklærere bragte det på banen, at de var dygtige nok til at være med ved konkurrencer, var hun noget skeptisk i begyndelsen. - Jeg synes i grunden, det er skønnest, hvis man bare kan nyde musikken uden at skulle måles og konkurrere med andre. Jeg er bange for det pres, der kan ligge på børnene i en ung alder. Jeg tror, det er godt med en sund skepsis for at passe på sine børn, fortæller Annette Klüver Pihl, der selv spiller cello sammen med familiens yngste datter, Emily på syv år. Konklusionen blev dog, at børnene skulle have lov, så længe de selv havde lyst. - De ville jo selv - de synes, det er sjovt, og så kunne vi ikke sige nej. Sådan begyndte det, og efterhånden greb det om sig med flere og flere talentkonkurrencer og andre konkurrencer. Victoria blev optaget i et orkester ved Barrat-Due Musikinstituttet i Oslo, hvilket også tager en del tid og rejser. Det fylder rigtigt meget i hverdagen. - Det er dyrt, og vi bruger meget tid på det. Nogle gange tænker jeg da på, om det virkelig er det værd. Det er svært at få råd til, men så må vi prioritere anderledes og for eksempel have gamle møbler. Når vi ser, hvordan børnene blomstrer, når de står på scenen, så kan vi ikke tage det fra dem. Så er det som om, at man ikke har noget valg, forklarer Annette Klüver Pihl. Bakker hinanden op Børnene selv har også et jordnært forhold til det at deltage i konkurrencer. Det hele behøver ikke at være perfekt. - Engang da jeg var med i en Jacob Gade violinkonkurrence, der tabte jeg buen. Men jeg fik alligevel 2. plads. Man må godt lave fejl, bare man redder det igen, forklarer Victoria. En anden ting er, at de to søstre har besluttet, at de ikke vil konkurrere mod hinanden. I foråret var der en Talentkonkurrence, hvor man kunne være med på forskellige instrumenter. Så det satte børnene på en prøve. - Vi vil ikke dyste mod hinanden. Vi vil hellere, at den ene deltager, og den anden hepper og støtter nede fra rækkerne. Så kun en af os kunne komme med, forklarer Caroline. Løsningen blev, at den, der havde været til færrest konkurrencer i foråret, fik lov - det blev Caroline, som i parentes bemærket vandt talentkonkurrencen. Det ærgrede ikke Victoria, at hun ikke kunne være med: - Jeg glæder mig, når min søster vinder, og også når hun er med og måske ikke vinder noget, så er det bare dejligt at høre hende spille, siger hun. Godt for humøret Konkurrencerne er da også kun en mindre del af musikken. Der skal selvfølgelig øves til dem, men det er ikke det store problem, når man har en iboende lyst til at spille rigtigt meget. Fællesskabet og glæden omkring musikken er i centrum i hverdagen. Det bliver ofte til mange grin. For eksempel når de bytter instrument. - Jeg har prøvet at spille på Victorias violin og har lært ABC sangen - nogenlunde, smiler Caroline. - Det lyder lidt sjovt nogen gange, indrømmer Victoria. Ofte spiller de alle sammen sammen, og det er blevet en naturlig del af hverdagen. - Vi øver, spiller og synger og nyder at bruge musikken. Det er som regel sjovere at spille sammen med andre, og motivationen bliver større. Det giver bare ens liv et stort indhold og et fællesskab. Med musikken lever vi meget i nuet og er meget her - sammen, mens vi spiller, siger børnenes mor. En anden ting ved musikken er, at den kan hjælpe på ens humør og stemning. - Det er bare så dejligt, når man er trist, så kan man spille og komme i godt humør igen. Vi kan spille sammen og have det sjovt sammen, siger Caroline. Ikke egoisme Så længe børnene selv brænder for det, så har de hjemmets fulde opbakning. Også selv om de ikke vinder hver gang. - Det er fint, at de vil kæmpe og øve sig og gerne vil klare sig godt - men det skal jo ikke ødelægge dem, hvis de ikke bliver placeret. Der er mange dygtige børn, og man må lære at give plads og også kunne glæde sig over andres evner og musikalitet. Det er vigtigt ikke at blive egoistisk. Glæden skal blomstre indefra, pointerer Annette Klüver Pihl. Hun ser det som sin største opgave som mor at have føling med, at børnene fortsat trives med musikken: - Jeg kan godt mærke på dem, hvis det en gang i mellem bliver for meget. Så siger jeg til dem om at springe over og gå ud og lege eller lave noget andet. Det gælder om at finde en balance i det. De dage er der nu ikke mange af. De to søstre har bare en rigtig stor lyst til musik, lyst til at spille og lyst til, at det skal være en stor del af dem og deres liv.