Talenterne og landstræneren
Efter en uge med Heine Eriksen skal U14 pigerne træne mere med vægte, tempo og boldsikkerhed
FfI Håndbolds U14 piger i 2. division har gennemført træning på landsholdsniveau. Det skete i sidste uge, da landsholdstræner for ungdomslandsholdene, Heine Eriksen, stod for træningen to aftener. Han sad også på udskiftningsbænken, da holdet søndag spillede på udebane i Brabrand ved Århus. Heine Eriksens forventning til ugens træninger var, at det skulle være hyggeligt, og at han kunne medvirke til, at pigerne hele tiden synes, at det er sjovt at spille håndbold. For det er stadig lysten, der skal drive spillet - uanset om det er i 2. division hos de 14-årige piger - eller på landsholdsniveau. På sidelinien stod pigernes sædvanlige træner, Tove Varmløse, og glædede sig. - Jeg kan godt se, at de er meget ivrige, når Heine træner, smilede hun. Dansk Håndbold Forbund har et ungdomssite Hopskud.dk. En af spillerne, 13-årige Mira Bech har skrevet til siden for at deltage i en konkurrence om at vinde u-landsholdstræneren i nogle dage. Ingen andre på holdet vidste noget om det. Måske havde Mira også selv glemt alt om det, for hun reagerede ikke, da der tikkede en mail ind fra Hopskud. - Jeg læste den ikke. Jeg kunne ikke lige huske min adgangskode, og jeg læser ikke ret meget mail, fortæller Mira ved den første træning med Heine Eriksen. Da hun ikke reagerede, ringede forbundet til formanden for FfI Håndbolds ungdomsudvalgsformand, Mogens Bech - der tilfældigvis er Miras far. Mira Bech, der spiller begge fløje - men helst venstre - blev således holdets midtpunkt for en stund. Det er alligevel lidt sejt at træne på landsholdsniveau. Efter let opvarmning og forsvarsøvelser beordrer Heine Eriksen spillerne ned i hallens ene hjørne og drikke noget vand. Tilbage til træningen foregår det i det, man kunne kalde "teenage-tempo". - Sidste mand tager ti ekstra armbøjninger, kommanderer træneren og piger får fart på. - Skal jeg virkelig det, spørger sidste pige. - Ja, selvfølgelig, lyder det prompte svar fra Heine Eriksen. Så var stilen lagt. For Heine Eriksen var det et gensyn med den idrætshal, hvor han trænede daværende Frederikshavn Fox. Det var før Arena Nord blev bygget. I dag bor han i Århus og var altså næsten på hjemmebane, da Frederikshavns U14 piger spillede på udebane mod Brabrand. Desværre blev det til nederlag på 19-14 i Brabrand. - Vi formåede aldrig at få spillet op og køre mod et meget aggressivt Brabrand-hold, fortæller træner Tove Varmløse, der glæder sig over, at hun og holdet har fået mange gode tip fra Heine Eriksen til det fremtidige arbejde. - Vi skal have mere fysisk træning med vægte, mere løbetræning, og så skal vi fortsætte med at arbejde med tempo og boldsikkerhed, fortæller Tove Varmløse. Heine Eriksen kommer til Frederikshavn med sit U18 landshold til påske, hvor det spiller mod Rusland. Her håber han at få tid til at se FfI's U14 talenter i kamp igen. - Førsteårs-holdet skal gerne kvalificere sig til divisionen igen og være med til at præge toppen i næste sæson, slutter Tove Varmløse.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.