Talentet har grebet chancen
Rasmus Thellufsen har spillet sig ind blandt Wieghorsts udvalgte
Opdateret kl. 10:29
AALBORG: Vi skal et halvt år tilbage for at finde den første og også hidtil eneste Superligakamp for AaB’s unge offensivspiller Rasmus Thellufsen.
Det var i hjemmesejren på 2-1 mod AGF, hvor han blev skiftet ind for en skadet Kasper Risgård efter 33 minutter.
Men søndag tyder alt på, at han får sin anden kamp - også den første i startopstillingen,
- Jeg glæder mig rigtig meget. Jeg sad selvfølgelig også og så begge kampene fredag aften, for man har glædet sig til at komme i gang. Og nu håber jeg, at vi kan komme ned og levere et godt resultat, siger Rasmus Thellufsen.
Han har fået masser af spilletid under den nye træner Morten Wieghorst i testkampene, og især i kampen mod svenske Djurgården under træningslejren i Portugal leverede han en stor indsats efter at være blevet skiftet ind.
Han startede også inde i den seneste testkamp mod norske Odds Ballklub, hvor han var en af de mere iøjnefaldende AaB-spillere.
- Jeg er selvfølgelig rigtig glad for, at Morten har kigget i min retning, og jeg føler også selv, at jeg har haft en rigtig god opstart. Mortens spillestil tiltaler mig selvfølgelig også. VI spiller en stil, hvor vi gerne vil have bolden, og hvor vi holder bolden langs jorden. Det passer min tekniske stil meget godt, siger offensivspilleren.