Talentfulde piger i BI bordtennis
Klubbens piger imponerer i Pigedivisionen

Fra venstre ses Amalie Nørgaard, Agnete Kranker, Anna Ansø og Victoria Cramer.Privatfoto
BRØNDERSLEV:Brønderslev Idrætsforenings bordtennisafdeling er ved at blive en magtfaktor inden for pige-bordtennis.
Det understreges af de imponerende resultater, som både Brønderslev 1 og Brønderslev 2 præsterede i weekendens kampe i Pigedivisionen.
Halvvejs i sæsonen har Agnete Kranker og Amalie Nørgaard fra Brønderslev 1 vundet fire ud af seks kampe og dermed lagt sig på den tredjeplads, der lige akkurat giver adgang til slutspillet om DM-medaljer.
Dybt imponerende af de to piger, da det er deres første sæson i divisionen, og samtidig er de begge unge nok til også at spille der i næste sæson.
I weekenden besejrede pigerne både Viborg og HØST med sikre 5-0.
At BI-pigerne er meget tæt på de absolut bedste, viste de ved at presse de to tophold til det yderste. Godt nok tabte BI-pigerne til både Sjørring og Rønde, men begge kampe endte 2-3 efter meget tætte og nervepirrende dyster.
Brønderslev 2 fik sæsonens første sejr ved at vinde 5-0 over Viborg. Herefter var marginalerne ikke med pigerne, der dog imponerede spillemæssigt ved kun at tabe 2-3 til både Daugaard og Sjørring.
Victoria Cramer imponerede ved at slå den bedste Sjørring-spiller. Anna Ansø imponerede ved at vinde to singler og en double sammen med Victoria på trods af, at Anna er den klart yngste pige-spiller i rækken.
Lørdag 19. december kan man for første gang opleve pigerne spille divisionskampe på BI-centeret, hvor de kan tage afgørende skridt videre mod en meget overraskende plads i DM-slutspillet.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.