Talentskole i Gistrup

GISTRUP: Det er ikke uden grund, at LKB-Gistrup blev valgt til årets ungdomsklub i badminton i forbindelse med afslutningen på sæsonen 2004/2005. Udover at være en af de nordjyske klubber med absolut flest hold tilmeldt holdturneringen har den daglige træning og deltagelsen i individuelle turneringer gennem flere sæsoner været så effektiv, at LKB nu langt har overgået de klubber, der normalt sammenlignes med, når det drejer sig om antallet af spillere i henholdsvis Elite- og Mester- samt A-rækken. En opgørelse kort før sommerferien viste således at LKB-Gistrup har ikke færre end 42 spillere, der er rykket op i de tre nævnte rækker. Til sammenligning har Lindholm Badmintonklub 33 spillere mens Triton Aalborg, Romdrup/Klarup og Sofiendal Aalborg alle har 21 spillere. I Svenstrup er der tilsvarende 20 spillere og i ABC Aalborg er der 9 spillere så trænerne og ungdomskonsulenterne gennem de sidste år kan med rette være særdeles stolte af præstationerne. Der bliver da også til stadighed sørget for ekstra talenttræning i klubben men samtidigt er begge ben stadig på jorden for med førsteholdet hos seniorerne placeret i serie 1, kan og skal LKB på ingen måde holde på de største talenter fra den store bredde i ungdomsafdelingen. Der er potentiale til langt mere hos naturligvis primært Elite- og Mesterrækkespillerne så her vælger flere af de unge naturligvis at tage mod større udfordringer i andre klubber. mølbæk