Terrorisme

Taliban bag selvmords- bombe med mange dræbte

KABUL:En selvmordsbombemand dræbte 28 afghanske soldater og to civile lørdag, da han sprængte sig selv i luften i en af militærets busser i Kabul, oplyste Afghanistans præsident. Taliban-militsen påtog sig skylden for blodbadet, der er det mest dræbende i den afghanske hovedstad siden Taliban blev fjernet fra magten efter terrorangrebet mod USA den 11. september 2001, fordi den beskyttede al-Qaedas ledere. Attentatmanden var iført uniform og steg om bord i bussen, som skulle køre militært personel til arbejde. Eksplosionen splittede bussen i to dele og splintrede glas i en række butikker i det centrale Kabul. Politi og soldater lagde de dræbte i bunker på hærens køretøjer, da de ryddede stedet, og lokale indbyggere hjalp til med at samle ligdele op fra jorden og lægge dem i plastikposer. En dreng stod grædende ved politiets afspærring og søgte efter sin far, som havde solgt cigaretter ved det sted, hvor bomben blev bragt til eksplosion. /ritzau/AFP