Udland

Taliban dræber to amerikanere på danskerbase

Et angreb på militærbasen Camp Bastion har kostet to amerikanere livet. Alle danske soldater slap uskadt.

Taliban dræber to amerikanere på danskerbase

Mindst to amerikanske marinesoldater har mistet livet i, hvad militærkilder beskriver som et "komplekst" Taliban-angreb på militærbasen Camp Bastion i Helmand-provinsen i det sydlige Afghanistan.

Flere andre skulle være såret i angrebet, lyder det fra kilder i det amerikanske forsvar.

Camp Bastion huser godt 300 danske soldater, men ingen er kommet noget til ved angrebet, oplyser Hærens Operative Kommando (HOK).

- Alle danske soldater er i god behold, men stadig på forhøjet beredskab, skriver HOK på sin hjemmeside.

De danske styrker var placeret tre kilometer væk fra det område, hvor angrebet fandt sted, tilføjer HOK.

Ifølge CNN blev basen angrebet med både mindre våben og med raketter mod den ydre del af militærområdet, der blandt andet huser den amerikanske Camp Leatherneck.

Der var ingen demonstrationer uden for basens porte, siger Martin Crighton, talsmand for den internationale Nato-styrke Isaf, til CNN.

Han henviser til de demonstrationer, der de seneste dage har hærget flere muslimske lande på grund af en amerikansk islamkritisk amatørfilm. Situationen på basen er nu er under kontrol, tilføjer han.

Den britiske prins Harry var også på Camp Bastion, mens angrebet stod på. Han var dog ikke på noget tidspunkt i fare, lyder det fra talsmanden ifølge AFP.

27-årige prins Harry er helikopterpilot i det britiske forsvar, og han ankom til basen for en uge siden. Han skal være udsendt i fire måneder.

Camp Bastion er Isaf-styrkernes hovedlejr i Helmand-provinsen, hvor der er cirka 38.000 soldater og civile ansat, oplyser HOK.

Nato har cirka 117.000 soldater i Afghanistan, som bekæmper oprøret fra Taliban. De fleste tropper trækker sig ud af landet ved udgangen af 2014, og afghanske soldater og politistyrker overtager herefter kontrollen med sikkerheden.

/ritzau/Reuters

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst