Taliban indleder storangreb i Helmand

800 Taliban-krigere er i offensiven i det sydlige Afghanistan for at sætte sig på land, som USA har rømmet.

Udland 25. juni 2014 12:39

Taliban-militsen i Afghanistan er i gang med en omfattende offensiv i det sydlige Afghanistan, hvor de islamiske fundamentalistiske krigere forsøger at erobre territorium, som amerikanske soldater for nylig har trukket sig væk fra.

De lokale myndigheder siger, at der er blevet kæmpet i området i fem dage. Omkring 40 civile skal være dræbt.

- Omkring 800 krigere begyndte at angribe fire distrikter i Helmand i torsdags, siger Omar Zwak, der er talsmand for Helmands provinsguvernør.

- Mindst 21 afghanske soldater og 40 civile er dræbt, tilføjer han.

Der er ikke oplysninger om, hvor mange tab der har været i Talibans rækker.

De danske soldater i Afghanistan har været udstationeret i netop Helmand-provinsen, men tidligere i år blev de sidste kampsoldater trukket hjem fra Helmand og afsluttede dermed otte års dansk krigsdeltagelse i landet.

Afghanistans hær har nu opgaven med at beskytte befolkningen og sørge for den overordnede sikkerhed i provinsen.

Der er stadig danske soldater i Helmand, hvor de er i gang med at pakke materiel og andet sammen i Camp Bastion, inden hele styrken senere i år efter planen trækkes hjem.

Der er lige nu omkring 50.000 kamptropper fra Nato i landet, men det er meningen, at de alle skal ud af Afghanistan inden årets udgang.

Dog arbejdes der med planer om, at der derefter fortsat skal være et mindre kontingent amerikanske soldater i landet. De skal være der til udgangen af 2016, men det arrangement er afhængig af, at der kan laves en sikkerhedsaftale mellem regeringerne i USA og Afghanistan.

/ritzau/AFP

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...