Taliban opløser Afghanistans valgkommission

Beslutning om at nedlægge valgkommission beviser, at Taliban ikke tror på demokrati, siger ekspolitiker.

AFGHANISTAN-SECURITY <i>Wakil Kohsar/Ritzau Scanpix</i>

AFGHANISTAN-SECURITY Wakil Kohsar/Ritzau Scanpix

Taliban-regeringen har opløst valgkommissionen i Afghanistan.

- Der er ikke længere behov for, at disse kommissioner findes, siger en talsmand for den militante bevægelse.

- Hvis vi nogensinde føler behov for det, vil det islamiske emirat genetablere disse kommissioner, siger talsmand Bilal Karimi.

Halim Fidai, der var en fremtrædende politiker under den tidligere regering, siger, at beslutningen om at nedlægge valgkommissionen blot understreger, at Taliban "ikke tror på demokrati".

- De er imod alle demokratiske institutioner. De kommer til magten med kugler, ikke stemmesedler, siger han.

En tidligere leder af valgkommissionen siger til nyhedsbureauet AFP, at beslutningen er forhastet, og at det vil få store konsekvenser at nedlægge kommissionen.

- Hvis denne struktur ikke findes, er jeg 100 procent sikker på, at Afghanistans problemer aldrig blive løst, for så kommer der aldrig valg, siger den tidligere leder, Aurangzeb, der ligesom som mange afghanere kun har et enkelt navn.

Talibans talsmand siger også, at Taliban har nedlagt to ministerier i denne uge. Det drejer sig om fredsministeriet og ministeriet for parlamentariske anliggender.

Tidligere har Taliban nedlagt et ministerium med ansvar for kvindespørgsmål. Det er erstattet af ministeriet til fremme af dyd og forhindring af synd.

Den islamistiske bevægelse tog magten i Afghanistan i august, efter at den havde nedkæmpet den afghanske regeringshær og sendt den vestligt støttede regering på flugt.

/ritzau/AFP

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.