Taliban presset af USA-angreb i Pakistan

Terrorisme 6. oktober 2008 06:00

Dera Ismail Khan, Pakistan, søndag /ritzau/AP Taliban har muligvis mistet fremtrædende leder i amerikansk luftangreb i det nordvestlige Pakistan, hvor oprørerne søndag flyttede rundt på stillinger. Taliban rasede søndag over det seneste af en række amerikanske missilangreb i det nordvestlige Pakistan, som skal have kostet en af de militantes ledere og over 20 andre livet. Det oplyste pakistanske embedsmænd og lokale indbyggere i området. Den pakistanske præsident, Asif Ali Zardari, reagerede ved at indkalde til en ekstraordinær parlamentssamling, hvor efterretningstjenesten og militæret på onsdag bag lukkede døre skal redegøre for den tilspidsede situation i de delvist lovløse stammeområder på grænsen til Afghanistan. Pakistans regering har klandret USA for at bryde landets suverænitet ved at angribe formodede gemmesteder for al-Qaeda og Taliban i grænseområderne, hvor regeringens egen offensiv mod de militante hidtil ikke har båret frugt. Efter fredagens angreb i Nordwaziristan har regeringen i Islamabad dog forholdt sig påfaldende tavs, mens Taliban ifølge lokale kilder er blevet hårdt ramt og raser over angrebet. Ifølge pakistanske efterretningskilder flyttede islamisterne søndag aggressivt rundt på deres stillinger i grænseområdet og skældte lokale indbyggere ud som spioner. Efterretningstjenestens lokale informanter gætter på, at Taliban reagerer så sensibelt, fordi en af bevægelsens ledere kan være blevet dræbt ved fredagens angreb. En pakistansk militærtalsmand sagde søndag, at mindst 20 personer, deriblandt otte udenlandske oprørere, blev dræbt ved det amerikanske luftangreb. Det amerikanske militær ville søndag dog ikke kommentere angrebet, men dementerede det heller ikke. Sikkerhedssituationen i Pakistan er tilspidset efter seneste måneds terrorangreb på Hotel Marriott i Islamabad, som kostede 60 mennesker, deriblandt en dansk PET-agent, livet. Præsident Zardari og premierminister Yousuf Raza Gilani har ifølge det franske nyhedsbureau AFP bedt alle medlemmer af Nationalforsamlingen og Senatet møde op til onsdagens "meget vigtige møde" i parlamentet, hvor terrorisme og ekstremisme står øverst på dagsordenen. /ritzau/AP

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...