Talibans eliteenhed dræber mindst 30 soldater i Afghanistan

Med infrarøde natbriller har krigere fra Taliban udført koordinerede angreb mod militærbaser i Afghanistan.

Mindst 30 afghanske soldater er dræbt i koordinerede Taliban-angreb i den nordlige del af Afghanistan. Foto: Josh Smith/arkiv/Reuters
12. juli 2018 23:51 - Opdateret 13. juli 2018 00:07

Mindst 30 afghanske soldater er blevet dræbt i koordinerede Taliban-angreb mod to militærbaser og tre kontrolposter i det nordlige Afghanistan.

Det oplyser lokale myndigheder torsdag ifølge nyhedsbureauet dpa.

Angrebene begyndte onsdag aften i provinserne Kunduz og Takhar, og de efterfølgende kampe varede i flere timer.

Et medlem af provinsrådet i Kunduz fortæller, at yderligere 15 personer blev såret.

Der hersker fortsat tvivl om det nøjagtige dødstal. En embedsmand fra Takhar fortæller, at omkring 40 soldater er døde. Imens oplyser Taliban-talsmand Zabiullah Mujahid, at 72 soldater blev dræbt og ni andre såret.

En talsmand for det afghanske forsvarsministerium siger, at både Taliban og den afghanske hær har lidt tab. Dog opgiver han ikke nogen specifikke tal.

En højtstående afghansk kommandør fortæller til nyhedsbureauet AFP, at de koordinerede angreb var udført af Talibans eliteenhed, der kalder sig Den Røde Enhed. Krigerne var iført infrarøde natbriller.

- Eftersom vi ikke har natbriller, kan Taliban komme tæt på soldaterne, uden de opdager det, siger kommandøren.

Kunduz og Takhar er blandt de mest ustabile provinser i det nordlige Afghanistan. Taliban er aktiv i området og kontrollerer flere distrikter på tværs af provinserne.

I den østlige del af landet mistede en amerikansk soldat livet torsdag. Han døde af de kvæstelser, han havde pådraget sig i kamp. Det oplyser det amerikanske militær ifølge nyhedsbureauet AP.

Ifølge militæret blev også flere andre amerikanske soldater såret i torsdagens hændelse.

Det er den anden amerikanske soldat, der bliver dræbt i Afghanistan på mindre end en uge.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Her ville vi gerne vise dig forslag til artikler fra vores magasiner, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...