Talsmand: Blair har det godt

LONDON: Storbritanniens premierminister, Tony Blair, var i går ”kommet sig 100 procent” efter sit ildebefindende søndag formiddag, sagde en regeringsembedsmand i London. Blairs hjerte begyndte søndag formiddag at slå uregelmæssigt, og premierministeren klagede over hjertebanken. Efter nogle timers ophold på et hospital og en række undersøgelser blev han sendt hjem med besked om at tage det med ro i 24 timer. - Dette er ikke noget længere varende. Blairs appetit for arbejdet er det samme i dag som alle andre dage, sagde embedsmanden. I går aflyste Blair enkelte møder, men planlagde at være tilbage ved fuld styrke allerede i dag. /ritzau/Reuters