Talsmand ene for retten

ÅRHUS:Seks uger før ankesagen mod Tvind-talsmanden Poul Jørgensen indledes ved Vestre Landsret er det endnu ikke lykkedes anklagemyndigheden at opsnuse, hvor de fem medtiltalte fra Tvind-toppen - herunder stifteren Mogens Amdi Petersen - befinder sig. Uanset om de uventet dukker op en af de nærmeste dage, står det klart, at Tvind-sagen om groft skattesvig og underslæb for 50 millioner kroner kun bliver med Poul Jørgensen på anklagebænken fra 30. august og 74 fastlagte retsdage derefter indtil udgangen af juni 2008. Foruden Mogens Amdi Petersen mangler anklagemyndigheden stadig at forkynde anken personligt over for Kirsten Ambrosius Larsen, Marlene Gunst, Sten Byrner og Christie Pipps (tidligere Kirsten Fuglsbjerg). Det er nødvendigt for at sagen kan gennemføres. /ritzau/