Talstærkt sikkerhedsopbud

Samarbejde skal forhindre ballade ved lokalbrag i Iscenter Nord

Ligeså flot som det tager sig ud på hjemmebane, når AaB-fansene hylder deres helte, ligeså frygtede er de mest hardcore af fansene åbenbart på udebane. Nu bliver de mandsopdækket af et stort sikkerhedsopbud i kampen i Frederikshavn. Foto: Torben Hansen

Ligeså flot som det tager sig ud på hjemmebane, når AaB-fansene hylder deres helte, ligeså frygtede er de mest hardcore af fansene åbenbart på udebane. Nu bliver de mandsopdækket af et stort sikkerhedsopbud i kampen i Frederikshavn. Foto: Torben Hansen

FREDERIKSHAVN:FrederikshavnWhite Hawks er tilsyneladende ekstra forhippet på, at der ikke må opstå problemer mellem tilskuerne, når AaB Ishockey gæster byen i den sidste grundspilskamp på fredag. I hvert fald er der nu indkaldt så meget sikkerhedsmandskab, at det eneste brag gerne skulle blive det, der finder sted på isen. Det frivillige kontrollørkorps, der til at starte med havde sagt nej til at komme til kampen, fordi de ikke kunne garantere deres egen sikkerhed, har nu besluttet sig for alligevel at dukke op. Men klubben fastholder, at man samtidig tilknytter en ny gruppe kontrollører. NORDJYSKE erfarer, at der bliver tale om militærpolitifolk fra Flådestation Frederikshavn. -Det har vi jo hørt, at de har brugt før, men det er vigtigt, at vi også er til stede, fordi vi kender de mennesker, man skal holde øje med. Man kan ikke bare hive en gruppe mennesker ind fra gaden og sætte dem til opgaven, siger Marianne Schmidt, der er leder af det normale kontrollørkorps i klubben. - Jeg går udfra, at de arbejder under nogle specielle regler, når de er der frivilligt, og man kan da godt frygte, at de vil stille sig lidt på afstand, hvis tingene eskalerer, af frygt for at gøre noget, der kan skade deres karriere, siger Marianne Schmidt. Højrisikokamp AaB's tilskuere er til kampen på fredag flyttet fra deres normale placering i den nordlige ende af hallen til den sydlige ende, hvor de kommer til at stå lige ved siden af hjemmeholdets tilskuere - kun adskilt af et rækværk. Flytningen sker dels fordi den kommunalt ansatte ismand har følt sig chikaneret af AaB's tilskuere under kampen, og dels fordi hjemmeholdets spillere har haft samme oplevelse, i det de gæstende tilskuere har stået lige ved siden af spillerboksen. Det er den problemstilling, som klubben nu tager alvorligt. - Det er klart, at vi er ekstra på vagt, når der er tale om en højrisikokamp, og det ser ud til, at vi ender med at have lidt flere kontrollører, end vi plejer at have, siger direktøren for FrederikshavnWhite Hawks Mogens Andersen. Lederen af det normale kontollørkorps Marianne Schmidt erfarer, at det er de nye kontrollører, der kommer til at stå for sikkerheden i det hjørne, hvor de to holds fans står ved siden af hinanden. - Men hvis der er nogle af mine kontrollører, der gerne vil stå dernede, så kommer de til det, fordi de måske har et bedre overblik over, hvad der skal holdes øje med, siger hun. Torsdag afholder kontrollørerne møde med klubben, hvor kampen skal diskuteres igennem. - Normalt er det noget vi ordner over telefonen, men i højrisikokampene tager vi gerne en sludder over en kop kaffe, siger Mogens Andersen. - Det er vigtigt, at alle er helt klar på, hvilke opgaver de skal varetage, og derfor tager vi selvfølgelig den samtale.Derudover møder vi også ind noget før kampstart, så vi kan få de sidste detaljer på plads og finde ud af, hvem der står hvor, siger Marianne Schmidt.