Tamiler i biffen

NIBE:Adskillige nordjyske tamiler forventes at strømme til Kino Nibe, der lørdag blænder op for nordjysk premiere på den næsten nye indiske film "Chandramukhi" ved en særforestilling uden undertekster. Den forventede interesse skyldes ikke mindst, at hovedrollen spilles af en af indisk og sri lankansk films største stjerner netop nu, Rajnikanth. - Han er stor, meget stor, og bliver dyrket af millioner, fortæller den tamilske medarrangør, der for lethedens skyld helst vil kaldes ved sit øgenavn "Gubbi". Alene i Aalborg Kommune bor der i øjeblikket rundt regnet 90 tamilske familier, men arrangørerne forventer, at biografgængerne også kommer fra egne som Aars, Farsø og Frederikshavn. - Behovet for at se film på vores oprindelige sprog er stort, fortæller "GubbI". Kino Nibe stiller biografen til rådighed for en symbolsk 10'er pr. gæst.