Handicappede

Tandemkaravane lagde ud

BRØNDERSLEV:Dansk Handicap Idræts-Forbunds og Dansk Blindesamfunds tandem-karavane lagde i går ud fra Brønderslev mod København. På pladsen foran Brønderslev Rådhus blev karavanen sendt afsted af blandt andre borgmester Jens Arne Hedegaard, og en halv snes medlemmer af FDF-Orkestret fra Brønderslev gav nogle numre. - Med begivenheden sender vi et ønske om at få udbredt handicap-idrætten, og via den give handicappede mulighed for både sejre og nederlag i sportens verden. Præcist som vi, der ikke er handicappede, sagde Jens Arne Hedegaard. Han oplyste, at vilkårene for handicappede er blevet forbedret de senere år. - Der er ikke længere det samme tabu og mystik omkring handicappede som tidligere. Der er langt bedre muligheder. Karavanens mål var i går Aalborg. Formand for Dansk Blindesamfund i Brønderslev, Asger Deth Jensen, var bagsmækker på den første af de 15 tandemcykler, der var med i karavanen, der kørte ad små veje.