Tandlæger børster prislister til side

Kun en ud af fire tandlæger i Hadsund har synlige prislister i venteværelset. Det er imod aftale med Dansk Tandlægeforening og Sygesikringen

HADSUND:Når du sidder i venteværelset hos din tandlæge, skal du som kunde kunne se lister med priser på blandt andet fyldninger, bedøvelser og rodbehandlinger. Det siger en overenskomst mellem Den Offentlige Sygesikring og Dansk Tandlægeforening. Siden 1. april 2004 har det været aftalt, at landets tandlæger skal synliggøre prislister i venteværelset for at forbedre forbrugerinformationen og for at øge konkurrencen mellem tandlægerne. Alligevel har kun en ud af fire tandlæger i Hadsund valgt at følge denne afltale. Trine Kronholm er en af de tre tandlæger, som ikke har prislister i venteværelset. - Prislister er en dårlig ide. Det kommer bare til at handle om priser i stedet for tillid og ekspertise, siger hun fra sin klinik på Kirkegade og viser prislisten, som hun har fået tilsendt af Dansk Tandlægeforening, men som hun har valgt at gemme under skrivebordet. - Jeg har ikke tænkt mig at hænge den op. Jeg fortæller jo om priserne, før vi går i gang. Det bliver som "se ugens tilbud". Det hører ikke med i vores branche, siger hun. Sammenlign priserne Ifølge Dansk Tandlægeforening er listerne blandt andet en god ide, fordi kunderne kan sammenligne tandlægernes priser, og dermed kan de nemmere vælge den rette tandlæge. - Kunderne kan forudse, hvad en given behandling vil komme til at koste de forskellige steder, siger Vagn Vestergård Jacobsen fra Dansk Tandlægeforening Men tandlæge Inge Olsen, der har klinik på Lindalsvej er ikke enig. - Det er svært at vide, hvad det koster for en behandling, før patienten har været i stolen. Det er jo ikke faste priser, der står på prislisterne. Alligevel vil Inge Olsen, der har prislisten liggende ude bag ved, sørge for at den kommer ind i venteværelset hos hende. - Men jeg tror stadigvæk ikke, at det har den store effekt, siger hun. Kunderne ser dem ikke Heller ikke hos tandlægerne Barkmann er der synlige prislister. Tandlægerne på Bankpladsen har som den eneste tandlægeklinik i Hadsund hængt en prisliste op i venteværelset. - Men det virker fjollet, for kunderne lægger alligevel ikke mærke til listen, siger tandlæge Winnie Sørensen. Prislisten fra Dansk Tandlægeforening er et A4-papir, som tandlægerne selv udarbejder. Det hvide papir forsvinder let i mængden af de andre papirer på væggen. - Jeg har slet ikke lagt mærke til det, siger Lars Toft Andersen, der sidder og venter på behandling. Kan ikke tvinges op Og selv om kunderne skulle se listerne, så bekymrer det ikke tandlægerne. Alle forsikrer om, at prislister ikke vil skaber mere konkurrence mellem de fire tandlæger i Hadsund. Det er byen ikke stor nok til. - Vi har vores faste kundekredse, og kunderne skifter ikke bare sådan lige tandlæge, siger Trine Kronholm, tandlæge i Kirkegade. Hendes klinikassistent Dorthe Munkhause bakker hende op. - Jeg tror altså ikke, at de lige tager en runde for at se priserne hos de andre, siger hun. Dansk Tandlægeforening kan heller ikke tvinge tandlægerne til at ligge eller sætte prislister op i venteværelserne, da det ikke er vedtaget ved lov. - Men jeg forventer da, at kollegaerne overholder den aftale, vi har lavet, siger Vagn Vestergård Jacobsen fra Dansk Tandlægeforening.