Tandlæger jagter sandfærdige svar

Smileys skal afsløre børn med tandlægeangst

De seks forskellige smileys er et internationalt anerkendt redskab til at vurdere børns oplevelser hos tandlægen.

De seks forskellige smileys er et internationalt anerkendt redskab til at vurdere børns oplevelser hos tandlægen.

Hvornår har skoletandlægen begået overgreb mod et barn uden at vide det? Og hvornår rejser barnet sig glad og tryg fra tandlægestolen? Det vil tandplejen i Aalborg Kommune gerne vide mere om. Derfor er flere klinikker begyndt at bruge et nyt redskab til at blive klogere på deres yngste patienter. Børn op til 10 år, der godt kan have svært ved at sætte ord på deres oplevelse, får i stedet vist en tegning af seks forskellige smileys: Den gladeste storsmiler, mens den mest triste vender mundvigene nedad og græder. "Hvordan var det i dag", bliver børnene spurgt efter endt behandling. Og så er det bare at pege. Håbet er, at spotte børn, der har dårlige oplevelser, men ikke nødvendigvis giver udtryk for dem. - Især de børn, der vil være dygtige, får ikke sagt: "Jeg kan ikke li' det, det gør ondt", forklarer leder af Løvvangskolens tandklinik, Vivi Ørtoft. - Næste gang kan vi så slet ikke snakke med dem, fordi vi har overskredet deres grænse. Kliniklederen ser smileyen som et middel til at skærpe behandlernes opmærksomhed. I forvejen vurderer tandlægen fra gang til gang, hvordan patienten har det med behandlingen. Det sker efter en acceptskala, hvor rolige eller livlige øjne og afslappede muskler tolkes som accept, mens højlydte protester hører til i den anden ende af skalaen. Her kan en glad eller sur smiley være et godt fingerpeg om, hvorvidt skalaen nu passer på det, barnet oplever. - Hvis vores acceptskala har ligget et helt andet sted, hvor vi synes, at barnet har været dygtigt og har accepteret behandlingen - jamen så har der i hvert tilfælde været nogen ting, vi ikke har været opmærksomme på. Det må man prøve at rette på til næste gange barnet kommer. Og måske prøve at finde ud af, hvad var det der gjorde, at barnet var så ked af det indeni, siger Vivi Ørtoft. Sidste år fik personalet fra samtlige 10 tandklinikker under Aalborg Kommune præsenteret smileyen som redskab ved en række temadage om tandlægeangst. Tandplejen i Aalborg Kommune samarbejder med både Aalborg og Aarhus Universitet om at udvikle metoder, så skoletandlægerne systematisk kan opfange og hjælpe børn med tandlægeskræk. Systemet med smileyen er et af mange konkrete resultater af samarbejdet.