Tandsmør eller tom mave

Stop! Pas på. Det rundstykke med tandsmør som muligvis netop nu er på vej ind i Deres mund, kære læser, burde være forsynet med et knasende advarselsskilt, hvor der står noget i retning af. "Dette rundstykke indeholder så meget fedt, at De straks burde kaste det ud til fuglene og snuppe en gulerod i stedet. Men en kop kaffe og en gulerod er ikke helt det samme til at ledsage søndagsavisen, vel? I NORDJYSKE i denne uge kunne vi læse, at fed mad måske skal udstyres med advarsler om sundhedsrisiko, som vi kender det fra cigaretpakker. En guldbarre hvor et selvlysende gult mærkat gør opmærksom på "CHOKOLADE DRÆBER". En pose chips, hvor der står "DINE KRANSPULSÅRE STOPPES TIL VED HVER ENESTE BID". Jo, det ville helt sikkert være godt for de fleste, hvis vi alle sammen holdt op med at ryge, drikke kaffe og spise for meget i morgen. Og man behøver da hverken drikke, ryge eller spise for at have det sjovt! Men hvornår har du sidst hygget dig rigtig godt med gode venner over en skål råkost og en flaske kildevand. Nej vel. Vi dør muligvis ikke af for meget fedt, røg og koffein, men til gengæld keder vi os nok ihjel. Som i de fleste andre af livets forhold gælder det vel om sund fornuft og en lille smule mådehold i hverdagen, så der bliver plads til fest - og fedt - en gang i mellem. At flere og flere bliver tykkere og tykkere er naturligvis et alvorligt problem, som bør føre til handling også fra politikernes side. Og jeg burde være den første til at gribe i egne deller, men jeg synes alligevel, der går lige vel meget barnepige i den, når SF foreslår gratis mad i folkeskoler og daginstitutioner, og de radikale følger trop med et forslag om, at børn skal have både morgen- og middagsmad i skolen. I et af verdens rigeste lande er problemet ikke, at vores børn får for lidt mad, som det er for de fem millioner børn, der hvert år dør af sult i resten af verden. Men til gengæld er det et problem at mange børn får forkert mad. Og med tre børn har jeg også hørt kravene om seks halve med pålægschokolade og de der latterligt små yoghurter, der stort set kun består af sukker med et skvæt fløde. For ikke at snakke om de der vanvittige kagesnitter, der ifølge reklamerne er lavet af 12 glas mælk eller sådan noget. Men jeg synes alligevel, at det må være forældrenes ansvar, hvad børnene spiser. Jo, mange af os kan sikket blive bedre til det. Men det kan altså ikke passe, at vi i et overflodssamfund skal til at bruge penge på at bespise vores børn i skoler og børnehaver. Tværtimod kunne jeg sagtens sluge SFs forslag om at forbyde cola-automater på skolerne. Hvad skal det til for. Skolemælk og vand må kunne gøre det. Radikales forslag om en times motion til børn og unge om dagen Iyder også spiseligt. Flere undersøgelser viser at jo mere børn bevæger sig, jo bedre lærer de. En såkaldt win-win situation - eller sagt på gammel-dansk: to fluer med et smæk. Hvis vi skal bruge penge på sundere mad, synes jeg, der er god fornuft i at sørge for at sund mad er billigere end usund. Det er et problem, at en familie med trængt økonomi skal vælge mellem at købe et halvt kilo fedtfattigt oksefars til godt 40 kroner eller mindst den dobbelt mængde til samme pris men med tre-seks gange så meget fedt i. Men måske har bestyrelsen for Fonden Musikkens Hus spist noget forkert, eller måske slet ikke spist noget. Man siger jo, at dårlige beslutninger træffes på tom mave, og det var måske ikke klassisk klogt, at forsætte samarbejdet med arkitekterne i Coop Himmelb(l)au efter at de "kom i tanke om", at det projekt de havde vundet konkurrencen med, lige kom til at koste 200 millioner mere end de 460 millioner, som var en klar del af betingelseme for konkurrencen om huset på havnen. Hjemme hos os prøver vi at glæde os til et musikhus, men det reviderede forslag ligner altså mest en svømmehal med en udspringsbro ud over fjorden. Og selvom der har været talt om et bynært friluftsbad, så er det måske lige i den dyre ende med et til 460 millioner kroner. At det nu ser ud til, at man skal sige ja til noget skrammel for ikke at gå glip af 38 EU-millioner er nok ikke det bedste argument, jeg har hørt. Jeg tror, at uanset om musikhusets indre rent faktisk er bedre nu end i det første forslag, som nogle bestyrelsesmedlemmer hævder, så vil huset altid have et kedelig mærkat på sig som den næstbedste løsning. Og næstbedst er bare ikke godt nok, selvom vi er sindige nordjyder med hang til et godt tilbud. I hvor mange andre sammenhænge ville vi acceptere en ekstraregning på halvdelen af den oprindelig pris, og så bagefter stadig havde tillid til sælgeren af denne vare? 14. maj vil Fonden Musikkens Hus præsentere det barberede projekt. Måske håber de, at det vil drukne i et eller andet bryllup. Lad os håbe at visioneme om et fantastisk vartegn for Nordjylland ikke drukner tidsfrister for EU-tilskud. PS. Mens de læser dette sidder jeg selv og smæsker rundstykker med tandsmør og en kande kaffe i mig. Og jo, mine hofter er allerede for runde, så jeg burde ikke... Men husk lige at få hentet det der rundstykke ind fra haven, hvis De i bar befippelse kom til at følge mit påbud i begyndelsen. Jeg vil nødig være skyld i, at gråspurvene også får for runde hofter, eller det der er værre.