Trafikulykker

Tankbil kørte i havnen

En tankbil ligger lige nu delvist under i vand færgeleje efter uheld ved Næssund-færgen. Færgedriften er indstillet. Opdateret kl. 09.58

Tankbil kørt i færgeleje ved Nees på Mors ved Næssund. Foto: Peter Mørk

Tankbil kørt i færgeleje ved Nees på Mors ved Næssund. Foto: Peter Mørk

Kort før klokken 08 torsdag morgen kørte en tankbil ned i færgelejet ved Nees på Mors-siden af Næssund. - I forbindelse med at tankbilen kører af færgen, skal den hen over broklappen for at komme op på land. Men broklappen knækker og lastbilen bakker stille og roligt tilbage ned i havnen, fortæller Jens Henrik Jensen, vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi. Tankvognen med diesel ligger nu nede i selve færgelejet, og kun førerhuset er oven vande. - Der er ikke sket noget olieudslip fra tankbilen, men vi har lagt nogle flydespærringer ud og afventer et bjergningskøretøj, der kommer frem kort før middag, siger beredskabschef Niels Pedersen ved Morsø Beredskab. Chaufføren slap uskadt fra ulykken. Og folk kan godt indstille sig på at finde alternative ruter, hvis man skal krydse fjorden i dag. - Nu har jeg ikke så meget erfaring med at bjærge tankvogne fra færgelejer, så det kan tage alt mellem to og seks timer, før den er på land, siger beredskabschefen. Desuden skal Næssund-færgen muligvis repareres, og der bliver måske indsat en reservefærge.

Forsiden