Tankegang får ny ledelse

Stener Glamann ny direktør

Her ses det nye ledelsestrekløver fra venstre Claus Grøngaard, den nye partner Lotte Mertz Winther og den nye direktør Stener Glamann

Her ses det nye ledelsestrekløver fra venstre Claus Grøngaard, den nye partner Lotte Mertz Winther og den nye direktør Stener Glamann

Tankegang får ny ledelse til nytår. Det sker som konsekvens af, at Per Malmberg har forladt Tankegang for at blive direktør i Arena Nord, og fordi Casper Sørensen stopper som direktør og bliver konsulent i Tankegang og formand for selskabets bestyrelse. Ledelsen overtages af Claus Grøngaard og Stener Glamann samt Lotte Mertz Winther, der samtidigt med ledelsesskiftet bliver ny medejer af Tankegang. Lotte Mertz Winther er 38 år og har gennem de seneste tre år været ansvarlig for Tankegangs daglige produktion. Hun overtager Per Malmbergs ejerandel i kommunikationsbureauet. Tankegang er en åben virksomhed, der arbejder i faste og fleksible teams. Ledelsen er også et team, og her bliver Stener Glamann frontfigur og dermed ny direktør i Tankegang. Stener Glamann er 48 år og har siden 2005 stået for salget i firmaet. Tankegang har også fået ny bestyrelse. Bestyrelsen tæller foruden de fire ejere af direktør Jørn Rolander, Skåne, professor Finn Frandsen, Handelshøjskolen Århus Universitet, og direktør Susan Münster, Holbæk Forsyning. Tankegang har 21 ansatte og laver kommunikationsløsninger til danske kommuner og offentlige virksomheder. Virksomheden har eksisteret siden 1986 og er i dag førende inden for teknik, miljø og forsyning. - Vi hjælper med at fortælle gode historier om affald, vand, spildevand, veje, klima, byggeri og trafik på en visuel måde. Det kan være alt fra et postkort til en app til mobiltelefonen. Vores opgave er at hjælpe kommunerne med at skabe kontakt med borgere og kunder, siger Stener Glamann. -cc