Velgørenhed

Tanker på herrens mark

Når Folkekirkens Nødhjælp laver indsamling til fordel for nødstedte områder, er det fast rutine at invitere pressen ud i verden for at se, hvor galt det står til. Pengene fra indsamlingen går i år til sultofre, og derfor gik presseturen til det sultplagede land Malawi. I alt fem dagblade valgte at takke ja til invitationen. Kristeligt Dagblad, Fyens Stiftstidende, JydskeVestkysten, Dagbladet Ringsted og NORDJYSKE Medier. Denne dagbog går bag om presseturen. Bag om beslutningerne. Tankerne. 1. dag: Spiser på McDonalds på Københavns Hovedbanegård og frådser med ketchuppen. Den sidste kapitalistiske nadver. Så skal det gøres med manér. Spiser ikke op, selv om jeg kan høre min mors stemme i baghovedet. "Tænk på de sultne børn i Afrika". Men jeg kan da ikke smugle en halv BigMac med i lommen. Jeg behøver jo ikke have det dårligt, fordi nogen i Afrika har det, tænker jeg og føler mig nøjagtig lige så kynisk, som en rigtig u-landsreporter skal være. Jeg møder de andre journalister i lufthavnen. De ligner helt almindelige mennesker. Turister nærmest med kuffert på hjul. En har habitjakke på, og ingen er klædt i sandfarvet ørkenskjorte og mangelommede bukser, sådan som jeg havde regnet med. To af journalisterne har været med før. En af dem hele tre gange. Han virker erfaren og kender turlederen. Jeg har aldrig været med. Har været på Djerba i Tunesien engang på charter, men ellers har jeg aldrig været i Afrika. Jeg forsøger at tale med. Vi flyver over London, Nairobi og Lusaka for at nå Malawis hovedstad Lilongwe. 25 timers transport. 2. dag: Indkvartering på Nellys Guesthouse i Lilongwe. Flot værelse. Større end det derhjemme. TV med CNN og hele molevitten. Vi kører ud i byen i vores firehjulstrækker, og hold da kæft. Jeg fatter ingenting. Kigger bare på en støvet storby, hvor slidte mennesker i slidt tøj cirkulerer rundt mellem hinanden med kurve og spande på hovedet. Hvor stråtækte lerhytter ligger side om side med papkasseboder og blikskure. Og så er der lige den enorme EU-bygning, der hæver sig over det røde støv, og som lader de primitive hytter spejle sig i den storskrydende glasfacade. Men EU behøver jo ikke bo dårligt, fordi andre gør det. Ord strømmer til for at få noget mere til at give mening. Vokaler og konsonanter står i kø, men det er som om de vælter ind i hinanden som dominobrikker, og jeg er ude af stand til at beskrive indtrykkene nøjagtigt, som de er. Handlende fra byen og de omkringliggende landsbyer har udstilling på jorden i vejsiden, og der er et rigt udvalg af ret tilgåede sko. Har vist aldrig set så mange sko før, og jeg undrer mig over, hvor de stammer fra. Hvem køber? Hvem sælger? Måske er det genbrug. Noget kunne tyde på det, for da vi drejer ind på Rubani Street, møder vi en skilteskov, der får min mave til at krølle som en brugt bagerpose. Reklameskilte. "Coffin Work Shop". Cirka hver anden butik handler med kister. Døde mennesker er indtægtskilden. Velkommen til Malawi. Et andet mere moderne skilt længere nede ad gaden reklamerer for maling. "Rainbow Paint, adds colours to your life". "Tilfører farve til dit liv". Farve og liv? Deres liv? Maling? Det hænger bare ikke sammen. Eller gør det netop? Vores guide fortæller, at de bedst malede bygninger i Malawi er dem, der står "Carlsberg" på. Men "Carlsberg" behøver jo heller ikke være dårligt malet bare fordi... 3. dag: "Mzungu" råber børnene efter os, da vi kommer kørende i vores firehjulstrækker. "Hvid mand". Vi er for første gang herude, hvor det ikke er alle børn, der har set ret mange af de grisefarvede mennesker fra nord. To landsbyer i området omkring Lilongwe har modtaget høns på baggrund af Folkekirkens Nødhjælps indsats, og dem skal vi besøge. Entreprenøren Bjarne fra Horsens har taget initiativ til en indsamling til fordel for hønseprojektet. Med blafrende overskæg fortæller han om høns, foder og ægproduktion. Landsbyernes kvinder synger og vrikker med hofterne. Vi hilser med lange håndtryk. Vi siger goddag og tak, fordi vi måtte komme. Sigorno Kwambiri. "Tusind tak". Alt er højlydt lykke. Tilsyneladende. For lige inden vi kom, har der været begravelse. To mennesker. Dødsårsag ubekendt. Alligevel viser landsbybeboerne os glædesstrålende hønsene og hønsehuset. Landsbyens mest moderne bygning med jernplader på taget. Jeg skal lave et radioindslag og har brug for hønselyd. Så jeg får de syngende kvinder og interviewende journalister gennet ud af hønsehuset. De går ned på landsbyens mødeplads, og jeg smider min næsten to meter lange krop ned til de kaglende væsener. Prikker lidt til dem med mikrofonen, for at få mere gak. De lystrer, og jeg er hurtigt færdig. Men jeg kan ikke komme ud. Døren er låst udefra. Låst inde i et hønsehus i Malawi. Nej, nej, nej. Nå, men jeg vælger altså at råbe på hjælp ud gennem hønsenettet. Den store u-landsreporter i nød. Vor herre bevares. Jeg benytter af ukendte årsager det engelske ord "Help", og heldigvis kommer et par tandløse kvinder mig til undsætning med store grin. De driller mig. De klukker af grin. Og tænk sig, at man kan være så fattig og grine så meget. Tænk sig, at folk i Malawi har humor. Tænk sig, at man kan brokke sig så lidt over et så brokværdigt liv. Jeg har helt ondt i kinderne af at smile, da vi kører mod landets næststørste by Blantyre. Vi spiser kiks i bilen. Det er frokosten næsten hver dag. Da vi kommer frem, snupper jeg en kold Carlsberg og et brusebad. Men øv, sikke noget lort. Forbandet. Der er ikke mere varmt vand. 4. og 5. dag: Vi står op ved femtiden for at køre til Nsanje-distriktet i den sydlige af landet. Malawis bageovn. Det varmeste område. Langs vejen frister enlige sælgere med ristede termitter i små skåle. Godbidder, forklarer vores indfødte chauffør Levi. Vejen udgør grænsen mellem Malawi og Mozambique, og den snor sig op om bjergpas og ned i dalen. Ned mod Nsanje, der tager imod os med sine gigantiske solsvedne sukkerrørsmarker. Arbejdsplads for mange tusinder. Ejet af de få rige i landet. Drik nu rigeligt, formaner rejselederne. Men alligevel. Midt på dagen lige midt i en introduktion af vores indfødte rundviser sker det. Jeg begynder at overveje, hvor jeg skal vælte hen. Får sat mig ned. Drukket noget vand, mens sveden pisker ud af hovedet på mig. Hedeslag. Pinligt. Efter at have sundet min blege skandinaverkrop og spist nogle kiks, tager vi ud i landsbyerne. Her er knap så overstrømmende modtagelse som dagen før. De er sultne. Afkræftede apatiske. Der er ikke meget vand og høsten har ikke givet nok. Og så får vi at vide, at 33 procent er smittet med hiv eller aids. 33 procent er altså hver tredje, jeg møder. En ud af tre. En, to, tre. Jeg fatter det ikke. Jeg ser en kvinde, der mangler det ene øje. Nu er der bare et hul. Jeg glor på hende. Hun ligner en spedalsk, men den officielle forklaring er, at hun er faldet ind i bålet i forbindelse med et epileptisk anfald. Jeg glor igen. Stirrer bare. Epilepsi. Jeg glor på epilepsi. Hvad laver jeg? Har stillet skarpt på en vansiret kvinde i et område, hvor en ud af tre er på vej i døden på grund af aids. Alligevel fornægter gæstfriheden sig ikke. Landsbyens fineste stole bliver fundet frem til os. Jeg lærer at spille et kalahalignede spil på jorden til stor begejstring for børnene. Bau, kalder de det. Børnene smiler og klapper. Sigorno Kwambiri. Tusind tak for det. Men en, to, tre. 33 procent. Det er uforståeligt. En af de andre journalister har gaver med til nogle af børnene. En dukke og en bamse. Han tager billeder af dem, der får det. Børnene virker glade, men jeg synes situationen er mærkelig. Akavet. Vi griner lidt. Han har også kuglepenne med til en skole. Det synes, jeg virker rigtigt. Hvorfor er det sådan? Hvad er den store forskel på bamser og kuglepenne? Vi bruger næste dag på at køre fra Nsanje-distriktet til Lilongwe. Otte timer tilbage af samme vej, som vi kom. 6. dag I dag spørger en af de andre journalister, om jeg vil donere penge til Folkekirkens Nødhjælp, når jeg kommer hjem. Det vil hun gøre. Jeg forklarer, at jeg ikke lige har overvejet det. Har svært ved at tage stilling. Er det min opgave? Jeg havde forklaret vores rejseleder, at jeg gerne ville tale med en kistesælger. Vores chauffør Levi arrangerer et møde med en på Rubani Street i Lilongwe. Han ville have betaling for at tale med os. Men vi siger bestemt nej. Levi overtaler ham til at fortælle uden betaling. Vi får historien, men da vi går, hiver vi alligevel penge op af lommen som tak for ulejligheden. Cirka 10 kroner hver. Undskyldningen er, at der også skulle tages billeder af ham. Kan man det? Skal man det? Betale altså. Vi ville aldrig have gjort det i Danmark, men i situationen virkede det naturligt. Hvorfor? De moralske diskussioner bølger mellem os bagefter. Skal vi skrive det i artiklen? Skal vi lade være? Er det interessant for nogen som helst? Er det netop interessant? Vi bliver enige om, at det ikke har nogen indvirkning på selve historien, men at det var dumt at betale. Det er ikke vores job at yde nødhjælp på den måde. Sådan skal vi ikke gøre. Men hvorfor gjorde vi det så? For at være rare? Anstændige måske? Jeg får kvalme. Anstændighed. Ja, lad os da bare kalde det det. Lad mig bruge min selvopfundne anstændighed som forklaring på mit behov for at købe aflad. For mit behov for at være en flink fyr. Vor herre til hest. Efterfølgende besøger vi den landsby, hvor hovedpersonen i Folkekirkens Nødhjælps tv-kampagne-spot bor. Jeg møder en flok drenge. En af dem i en forreven Beckhamtrøje. De elsker at spille fodbold men mangler en bold. Jeg lover at have en bold med næste gang, jeg kommer forbi. Jeg overvejer at sende en. Men. Er det nødhjælp? Anstændighed? Venlighed? Aflad? Er det mit arbejde? Er det min pligt? For pokker. Har jeg lyst til at købe den skide bold, eller har jeg ikke? Det er godt nok for langt ude. Nu kan jeg ikke engang beslutte mig til, om jeg skal købe en fodbold. 7. dag Vi besøger Likunihospitalets afdeling for underernærede børn, der ligger i området tæt ved Lilongwe. Det er, som om der lugter af stald eller elefantbur. Jeg har været bekymret for, hvordan jeg skulle håndtere mødet med tændstiktynde sultne babyer. Små børn fuldstændigt opsvulmede af dårlig ernæring. Men kynismen overtrumfer bekymringerne. Jeg grifler ned på min blok fuldstændig upåvirket og er stolt af min hardcore journalistfacade. En af de andre siger til mig, at hun bliver meget berørt af at være herinde. Hun ville være ked af det, hvis hun havde det på samme måde som mig. Øhh. Nåh ja. Shit. Måske har hun ret? Facaden holder da også kun lige indtil, jeg bliver bedt om at hjælpe med at måle børnene. Det foregår i en krydsfinerkasse på gulvet, og da jeg rækker ud efter det skrigende oppustede barn, krakelerer jeg. Min spændte krop giver efter som en flitsbue, og jeg er ved at kaste op. Jeg er pludselig en del af virkeligheden. Ikke længere en beskuende flue på væggen. Jeg undslår mig overfor sygeplejersken med, at jeg har set, hvordan de gør, og så forlader jeg ellers hospitalsrummet. Kan jeg mon nogensinde skrive om overvægtige danske børns problemer igen? Hvor vigtig er saftevandsallergi egentlig? Vi kører ud til Malawi-søen. Senga Bay i det vestlige Malawi, og indlogerer os i en hytte, der kunne ligne Hitlers sommerhus Berchtesgarden. Udsigten over Malawisøens stille vand giver ro i sindet og grus i øjnene. Min krop klasker hurtigt sammen som en halvbagt marengs, og jeg sover længe. 8. dag Vi besøger Salima-distriktet i det østlige Malawi. Det er Malawis Pataya. Et sted, hvor de rige tager på weekendture. Hvor prostitution og børneprostitution er normalt, og hvor en tredjedel af befolkningen har aids- eller hiv. Vi møder en mand, der efter alt at dømme ikke har langt igen. 23 år. På alder med mig. Jeg stivner, da jeg ser hans KZ-krop. Blottet for kød med knogler strittende under huden. Hvordan taler man med sådan en? Hvordan spørger man til hans drømme og håb? Hvad får han ud af at tale med os? Vi deler os op i to hold, for at det ikke skal virke for overvældende på ham. Overvældende? Ja, det er det. For os. Så overvældende, at nogle af de andre journalister vil sørge for, at han får et tæppe og et myggenet. Det er uanstændigt, som han lever, mener de. Måske har de ret. Men anstændighed? Det ord passer bare ikke rigtigt ind i en virkelighed, der svarer til vores jernalder, synes jeg. Det er som om ordet er for stort at bide over i Malawi. Som om det skærer i munden som et barberblad, hvis jeg forsøger at bruge det. For hvis han lever uanstændigt, er det da slet ikke til at holde ud at tænke på, hvor mange andre, der lever på samme måde. Det er umuligt for mig at få vores verdens begreber om anstændighed til at fungere hernede. 9/10/11 dag Fyveturen hjem er præget af tropemave. Opkast og diarré i 25 timer, og toiletterne på flyet får sommerfregner. Rigshospitalet tager imod med tropemedicinsk isolation i et døgn. Saltvandsdrop, blodprøver og tvangsfodring. Slap nu lige af, tænker jeg fra min slatne aspargeskrop. Jeg er godt nok afkræftet, og trænger til at få noget mad i maven. Men jeg er vel ikke døden nær. 12. dag Var på Kongens Nytorv i København i dag. Der sidder en tigger med en skål og et skilt. "Hjælp mig, jeg er sulten".