Tankespind om frelse

Det er specielt at læse sognepræst Kaj Mogensens indlæg om det kirkelige emne fortabelsen under overskriften ”Forfærdelig virkelighed” (søndag 30.11.).

Overskriften kan jeg tilslutte mig, men så skriver Kaj Mogensen: ”Fortabelsen er ikke blot en mulighed, men en forfærdelig virkelighed, som jeg ser i verden og ikke mindst i mig selv”. Fortabelsen bliver hele tre gange omtalt som en mulighed, men det må ret beset være en risiko. Det er derfor, de mange tekster i Bibelen advarer imod denne risiko med stærke ord som: ”Da skal han også sige til dem ved sin venstre side: Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild, som er bestemt for Djævelen og hans engle”, som vi kan læse ifølge evangelist Mattæus i afsnittet om verdensdommen. Det er alene ment som en stærk advarsel, der ikke burde være til at misforstå. I kirkens sande forkyndelse har fortabelsens risiko altid været taget alvorlig, mens Kaj Mogensen i sit indlæg søger at bortforklare evig fortabelse ved at fremstille fortabelsen som en blanding af menneskelig fejl og mangler og dertil for nogles vedkommende manglende frelsesglæde her i dette liv. I de bibelske skrifter, som er rettesnor for al sand og ægte kristendom, beskrives fortabelsens risiko i stærke vendinger, så mennesker ikke forbliver vantro. Jeg er enig i, at frelsesglæde er en dyb sandhed for alle troende her i livet, men fortabelsens virkelighed, som den fremstilles i de bibelske skrifter er en helt og fuld beskrivelse af den virkelighed, der gælder mennesker i evigheden, når de på intet tidspunkt i menneskelivet har taget imod Jesus Kristus, som frelser. Kirken har altid bekæmpet tanken om alles frelse, som Kaj Mogensen gør sig til talsmand for, idet han ud fra følelsesladet snusfornuft skriver: ”… jeg har afvist, at forkyndelsen af Guds kærlighed kan forenes med den forestilling om, at Gud sender nogle (flertallet) af sine skabte og elskede menneskebørn i tidsubegrænset smerte”. Vi må ikke tro, at vores eget snusfornuftige tankespind om frelse og fortabelse på nogen måde hæver sig op over, hvordan evig frelse og evig fortabelse fremstilles i De bibelske Skrifter. Og det skal ydermere føjes til, at vi kan ikke afkræve Den treenige Gud eller mennesker en forklaring på, hvordan det kan forenes med Guds altoverskyggende kærlighed, at ikke troende skal gå evig fortabt, mens mennesker kun frelses ved tro på Jesus Kristus. Både frelsen og fortabelsen hører til den hellige og evigt kærlige Guds uforståelige dybder, som vi mennesker ikke evner at forstå. Her må vi bøje os ind under Ordet og modtage det i tro. Det er både ukærligt og kættersk at fremstille vort eget tankespind om frelse og fortabelse som en mere kærlig vej end den, der vises os i evangelierne. At forkynde en spekulativ frelse ved eget tankespind og medfølelse på trods af skriftens advarsler er ikke blot ukærligt, men det er kættersk. I Bibelens sidste skrift bruges der meget stærke ord om at ændre evangeliet: ”Føjer nogen noget til dem (profetordene), vil Gud tilføje ham de plager, der er skrevet om i denne bog, og trækker nogen noget fra ordene i denne profetiske bog, vil Gud fratage ham hans del i livets træ og i den hellige by, som der er skrevet om i denne bog”.