Tankevækkende spørgsmål

Meget kan man sige og mene om Socialdemokraternes nye formand, Helle Thorning-Schmidt - men hun er bestemt ikke uden et vist mod. Hverken på de indre linjer eller udadtil. Aldrig så snart havde hun indtaget formandsstolen, før hun kaldte samtlige folketingsmedlemmer til intet mindre end personaleudviklingssamtaler med det formål at blive klogere på, om der mon var nogle ordførere, der kunne tænke sig andre ordførerskaber. Samtidig har hun - på tværs af den lammelse, der siden en meget omtalt omlægning i 1998 har præget Socialdemokraterne, men såmænd også Venstre - vovet at rejse tvivl om bevarelsen af efterlønnen, som ellers i løbet af ganske få årtier nærmest er blevet en hjørnesten i det hævdvundne danske velfærdssystem. Og om socialdemokrater "af den gamle skole" kan lide det eller ej, så viser 44 procent af befolkningen sig faktisk parat til at lukke og slukke for efterlønsordningen for alle under 40 år. Og ikke færre end hver fjerde vælger mener lige ud, at selve ordningen bør afskaffes helt for alle. Men inden selve den politiske debat er kommet ordentligt op i omdrejninger og ud over de sædvanlige partipolitiske markeringer om efterlønnen, er S-formanden ude med et nyt spørgsmål til velfærden. For kan det være rigtigt, at de rigeste skal blive ved med at have børnechecken? Og bør danskere med en ordentlig økonomi egentlig ikke betale skat af den for at skabe højere kvalitet i vuggestuer og børnehaver? "Er det sådan, at alle skal have det samme uanset indkomst?", spørger S-formanden. Med den ganske tankevækkende tilføjelse: "Det spørgsmål synes jeg, at vi skal stille, hver gang vi opfinder en ny offentlig ydelse". I skyndingen synes S-formanden imidlertid at glemme, at vælgerne jo ikke selv har efterspurgt børnechecken, der vel nærmest er at betragte som en slags tilbagebetaling af for meget indbetalt skat i landets børnefamilier. At fjerne den for nogle og beskatte den for andre er det samme som at hæve skatterne. Men debatten er da vigtig - også fordi der efterhånden er så mange ventiler i form af tilskud, fradrag og andre ekstrabevillinger, at det i længden bliver vanskeligt at ændre afgørende på systemets opbygning.