Tankstation forsvinder fra midtby

Hydro-Texaco i Brogade lukker og flytter til Statoil på Hostrupvej

HOBRO:Der er røre i det lokale benzinmiljø. En af byens store servicestationer, Hydro-Texaco i Brogade, lukker. Mens benzinsalg og kiosk flytter til den nuværende Statoil-tank på Hostrupvej 6, vil selve tankanlægget formentlig forsvinde helt og efterlade en central grund ledig midt i Hobro. Det er kommunen, der ejer grunden. Med flytningen af Hydro-Texaco følger også et farvel til to bestyrerpar, som i årtier har været en del af branchen i Hobro. 31. august går Edna og Chresten Hermansen på pension. De har drevet Hydro-Taxaco siden 1969. De første år under firmanavnet Caltex, senere Texaco og i dag Hydro-Texaco. Tilsvarende overtog Bent og Inger Rishøj Esso-stationen på Hostrupvej i 1970. Den hedder i dag Statoil. Parret holder afskedsreception på torsdag for at gå på pension. Den nye Hydro-Texaco skal føres videre af Anita Støvring, som i dag er førstedame hos Bent Rishøj. Dårlig tilkørsel Når Hydro-Texaco flytter, skyldes det trafikforholdene omkring stationen i Brogade. Umiddelbart virker pladsen god og stor i forhold til Statoil, men kun den nordgående trafik kan køre ind på stationen. Biler med snuden mod syd må en tur omkring rundkørslen, hvis de skal tanke Hydro-Texacos brændstof. - Desuden er tankanlæg og bygninger nedslidte. Vi skal ofre et stort beløb på renovering, hvis stationen skal føres videre, forklarer Dan Overgaard, salgschef hos Hydro-Texaco. Eftersom Chresten Hermansen først stopper som forpagter 31. august, vil Hobro komme i den situation, at der i fire måneder vil være to Hydro-Texaco-stationer i centrum ved den primære færdselsåre gennem byen. Til gengæld er det ikke længere muligt at få Statoil-benzin til motoren. Det selskab havde engang to stationer i byen, men efter 1. maj ingen. Når pumperne slukkes i Brogade, står bygningerne tomme tilbage. I hvert fald for en tid. - Vi ejer bygningerne, men lejer grunden af Hobro Kommune. Vi har endnu ikke opsagt lejeaftalen. Selv om der ikke er truffet nogen beslutning endnu, er det planen, at vi fjerner bygningerne. Vi må jo indrømme, at stationen skæmmer området. Den er ikke ligefrem køn, siger Dan Overgaard. Ikke sjovt længere Chresten Hermansen deler ikke opfattelsen, at den tankstation, han forpagter, ligger dårligt. - Tilgængeligheden har aldrig været bedre, og der er god plads til den tunge trafik, som man vil gå glip af ved at flytte, siger Chresten Hermansen. Han er 62 år og er parat til at stoppe. - Det er ikke så sjovt mere. Folk er blevet meget mere uærlige. Vi oplever mange tyverier, og hvis jeg ikke stod her selv om aftenen, men havde ansat et ungt menneske, tror jeg vi vil have været udsat for flere røverier, siger Chresten Hermansen. To gange har personale på stationen været udsat for den situation.