EMNER

Tankstationer ser ivrigt i motorkøretøjsregistret

12.000 bilister smutter årligt fra regningen på Statoils tankstationer. Derfor er adgang til registret vigtigt for firmaet

NORDJYLLAND:Det bliver ikke få gange om året, at Statoil kommer til at benytte sig af den direkte adgang til Centralregistreret for motorkøretøjer. Cirka 12.000 gange om året smutter en bilist nemlig med tanken fuld af Statoil-benzin, men uden at have betalt en krone for det. - Det bliver til mange penge, hvis vi ikke får fat i bilisterne, påpeger sikkerhedschefen hos Statoil, Leif Mortensen. Fra slutningen af maj i år har Statoil selv kunnet gå ind og slå op, hvilke bilister det er, der er løbet fra regningen og med den hurtige og direkte adgang til registret regner man i Statoil med nu at kunne hive flere penge hjem fra synderne. Med en pris på 0,93 øre per trækning fra registret kan det snildt betale sig for Statoil, eftersom en tankfuld benzin let løber op i flere hundrede kroner. Inden benzinselskabet fik den direkte adgang, var det nogle gange nødt til at vente to til tre uger, før det kunne få oplysningerne af politiet. Derfor så Statoil en mulighed for at lette politiet for en arbejdsbryde og samtidig få en hurtigere sagsgang. Nogle mennesker har på grund af erhverv eller forfølgelse valgt at have en såkaldt beskyttet adresse, men også de kan risikere at blive opsporet i sådan en sag. Alligevel mener sikkerhedschefen i Statoil ikke, at det bør give dem grund til bekymring, for oplysningerne om deres adresse falder ikke i forkerte hænder. - Under alle omstændigheder kan vi altid få adressen ved så at kontakte politiet, så der er intet unikt i det, og ingen personer bliver mere udsatte af det, mener Leif Mortensen. - Det er klart, at hvis vi ligesom andre i den situation nærmer os misbrug, så mister vi retten. Derfor er det klart, at vi er opmærksom på, at sikkerheden bliver overholdt, understreger han. Derfor er det kun to ansatte i Statoils hovedkontor, som har direkte adgang til centralregisteret. Hydro Texaco mister hvert år for over en million kroner benzin, når det ikke lykkes at identificere smutterne. Derfor har selskabet nu valgt også at få direkte terminaladgang. - Bilister, som ikke betaler, er en af branchens største problemer. På denne måde regner vi med at kunne identificere flere og spare tid, forklarer sikkerhedschefen for Hydro Texacos benzinstationer, Vilhelm Nørby. Shell er derimod blandt de benzinkæder, som har valgt ikke at have en terminaladgang på trods af, at der dagligt er bilister, som enten bevist eller ubevist smutter fra benzinregningen. Claus Buus Eriksen, som er chef for Shells selskabsdrevne stationer, mener, at det vil være administrativt tungere, hvis opsporingsarbejdet skal køre centralt over terminalen og dermed over hovedkontoret i stedet for, at de enkelte tankstationer selv retter henvendelse til den nærmeste politistation. - Og vi har et fint samarbejde med politiet i dag, så der er ikke et udtalt behov for at få en terminaladgang, forklarer Claus Buus Eriksen. - Men vi kigger på, om det ville være interessant for os, så jeg vil ikke afvise en central løsning, tilføjer han.