Turisme

Tannisbugten blænder op

Tversted Turist- og Borgerforening har for første gang lavet egen brochure for at lokke flere turister til Tannisbugten, og ifølge turistchef Anne-Marie Høholt er det eksperiment gået godt.

Den nye turistbrochure Tversted 2009 skal lokke flere turister til området. Foto: Tversted Turistbureau

Den nye turistbrochure Tversted 2009 skal lokke flere turister til området. Foto: Tversted Turistbureau

- Det er lykkedes, endda over al forventning, at få en fantastisk opbakning fra erhvervet til at lave Tversted 2009, lyder hendes kommentar i anledning af, at turistbrochuren på 52 sider er kommet på gaden. Den er lavet i 25.000 eksemplarer på dansk, tysk og engelsk, og sendes ud til over 200 turistkontorer i landet. Desuden er de første eksemplarer sendt til den store rejsemesse i Oslo, som afvikles i dagene 8.-11. januar 2009. Anne-Marie Høholt oplyser, at brochuren også kommer ud til alle i turisterhvervet i postnummer 9800 til 9982. Desuden udsendes den til alle, der ønsker information om området ligesom de 52 sider, hvoraf en tredjedel indeholder tekst om arrangementer, aktiviteter og oplevelser, udleveres til alle gæster, som kommer til området samt uddeles til alle sommerhuse.