Tarveligt angreb på Jelved

Søndag 14.1. kunne man under overskriften ”Mulighed er forpasset” bl.a. læse følgende: ”Men Marianne Jelved tøvede, for hun ville godt lige være minister en gang til. Hun ville lige opleve suset med ministerbiler og chauffør, de internationale møder, fjernsynets linse rettet mod sig”.

EMNER 15. januar 2007 21:15

Debattøren mener åbenbart, at Marianne Jelved for længe siden burde have trukket sig tilbage fra sin post som leder af den radikale folketingsgruppe, men magtens sødme var for stor. Samme Marianne Jelved omtales som formand for Det Radikale Venstre. Dette og meget mere af samme art fremføres af en samfundsforsker, cand. scient. soc. Flemming Nørgaard. Hvordan har han dog gjort sig fortjent til den fine titel? Formanden for Det Radikale Venstre hedder Søren Bald. Marianne Jelved er leder af den radikale folketingsgruppe, ikke af Det Radikale Venstre. Denne forskel er ikke ligegyldig, hvis man vil forstå radikal politik. Værre er det, at Flemming Nørgaard fremstiller en af de mest ordentlige, retlinede og usnobbede politikere i vor tid som styret af suset fra limousinerne og de store banketter med alverdens statsmænd. Det er forkert og tarveligt, og det er udtryk for en sjælden grad af uvidenhed. Enhver, der kender lidt til det politiske liv herhjemme gennem de seneste 20 år, vil vide, at Marianne Jelved er ubestikkelig, åben og lyttende, ikke mindst over for sit bagland, der altid tages alvorligt, og hun er loyal over for trufne beslutninger. Om måltidet indtages i et forsamlingshus i Thy eller på de bonede gulve i verdens hovedstæder, gør ingen forskel i hendes forhold til dem, hun er sammen med. Marianne Jelved er den samme lyttende og debatterende person, uanset om hun er sammen med græsrødder i Thy eller alverdens store statsmænd. Men det er da rigtigt, at medlemmerne af den radikale folketingsgruppe ikke altid marcherer i samme takt. Det kan man ironisere over. Selv synes jeg, det er helt fint, at der er højt til loftet i Det Radikale Venstre. Ikke mindst i forholdet til de øvrige partier på Christiansborg er det tydeligt, at en politiker som Naser Khader (og tidligere Anders Samuelsen, som nu er i EU-parlamentet) er mere åben over for et pragmatisk samarbejde med V og K end f.eks. Margrethe Vestager. Sådan skal det være, for det er et sikkert kendetegn på demokrati, at meninger brydes, inden der træffes en afgørelse. Men indimellem skal der træffes afgørelser om kursen. Derfor udgav en enig radikal folketingsgruppe sidste sommer et programskrift med titlen ”En anden vej for Danmark.” Skriftet har fem hovedpunkter: bedre integration, skattereform, mindre kontrol i skolen, mere tillid i samfundet samt endelig en anden og mere åben udenrigspolitik. Der er bred enighed om disse punkter i det radikale bagland. Da disse punkter netop står i kontrast til den politik, som kendetegner både regeringen og det største oppositionsparti, Socialdemokraterne, var det sidste efterår nærliggende for den radikale folketingsgruppe at træde frem med egen statsministerkandidat. Om det var taktisk klogt, kan diskuteres. Selv ser jeg gerne en bedre dialog mellem Det Radikale Venstre og de øvrige partier på Christiansborg, gerne mellem V, K og RV. Men der kan jo være nogle forhold og mellemregninger, der vanskeliggør denne dialog, og som en såkaldt samfundsforsker i Frøstrup slet ikke kan forstå, siden han i den grad kan tage fejl af Marianne Jelved.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...