Taskerøveri efter sankthansbål

En 31-årig kvinde blev lidt over midnat efter sankthansaften udsat for et taskerøveri i Lønstrup.

Kvinden, som var på ferie i Lønstrup, gik og talte med sin mormor, da to mænd kom bagfra og væltede hende omkuld. Herefter stjal de hendes taske med pung, kamera, nøgler og telefon og stak af. Politiet har først for nylig fået anmeldelsen, men man søger alligevel efter vidner til episoden. Den ene røver beskrives som cirka 30 år, 170-175 cm høj og spinkel af bygning. Hans hår er mørkt og han bar ved røveriet en mørk jakke og cowboybukser. Den anden røver beskrives som cirka 40 år og 170-175 cm høj. Han er kraftigt bygget uden at være tyk og har mørkt hår. Han bar ligeledes en mørk jakke og cowboybukser. Der blev intet sagt under røveriet den 24. juni. -cbo