Danmark

Tatoverede må kigge langt efter erstatning

Får du bivirkninger af din tatovering, er det langt fra sikkert, at du kan få erstatning

Tatoveringer kan give alvorlige bivirkninger, men som tingene er nu, er det vanskeligt for tatovørernes kunder at få erstatning. Foto: Iris/Scanpix

Tatoveringer kan give alvorlige bivirkninger, men som tingene er nu, er det vanskeligt for tatovørernes kunder at få erstatning. Foto: Iris/Scanpix

DANMARK:Ifølge en ny rapport er antallet af bivirkninger og skader også steget betragteligt, men de skadelidte kan kigge langt efter en erstatning, lyder det fra en advokat.

Det er Videnscenter for Forebyggelse, der står bag rapporten, som går den danske tatoveringsbranche efter i sømmene. I rapporten står beskrevet, at antallet af bivirkninger ved at blive tatoveret stiger i takt med tatoveringernes popularitet.

Synderen til generne kan blandt andet være tatoveringsblækket, tatoveringsredskaberne, tatovøren eller den tatoverede selv, og i nogle tilfælde er der tale om ganske alvorlige gener.

Ringe erstatning

Udsigten til en økonomisk kompensation for den skaderne kan imidlertid være svær at få øje på.

- Erstatningsretligt er du rigtig dårligt stillet som tatoveret med bivirkninger. Reelt er din eneste mulighed at lægge en civil sag an mod tatovøren, og det er i så fald dig, der skal betale for at få rejst sagen, og det er dig, der har bevisbyrden. Det er altså dig, der skal bevise, at tatovøren har begået en fejl, som for eksempel at bruge beskidte nåle eller bakteriefyldt blæk, og at det er denne fejl, der har forårsaget bivirkningerne, lyder det fra advokat Berit Møller Lenschow fra Erstatningsgruppen, som er en del af advokatkæden Advodan.

Hvem står bag?

I rapporten står der desuden, at det tit er uklart, hvem der ejer den enkelte tatovørforretning, og hvem der er den legalt ansvarlige, og når der ikke er nogen præcisering af ejerens og tatovørens ansvar i forhold til hinanden, kan det være svært for den tatoverede at få klarhed over, hvem der er den juridiske modpart.

- Selv hvis du har klarhed over, hvem der er din juridiske modpart, fører sagen og vinder den, kan du ikke være sikker på at få en økonomisk kompensation. Udbetalingen af din erstatning afhænger nemlig af tatovørens økonomiske formåen, og i værste fald kan det betyde, at du aldrig får den erstatning, du egentlig har krav på, forklarer advokat Berit Møller Lenschow.

Rådet bag rapporten har formuleret en række forslag til indsatser på området, der skal stille kunder hos tatovører bedre.

/BLM/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.