Taube Spelen på Ängön 2003

Møde med den svenske folkesjæl i Taube-land på en skærgårdsø i Bohuslän

HIRTSHALS:Et par timer før start på Taube Spelen 2003 på Ängön lørdag 12. juli var der næsten fyldt op. Ulrika Nielsen, som var lettere gangbesværet, havde sikret sig en plads på et trægulv ikke langt fra scenen. Det var anden gang, hun var med. Taubefan som de fleste. Vokset op i et hjem, hvor sangen lød. Hendes favoritter var Kosterflickarnes Vise og Sommernatt med Rosmari. Det hed hendes mor forøvrigt også. Nogle venner fra Oslo med sommerhus i Uddevalla var her for tredje gang. De nød deres picnic og en kold snaps, mens de fortalte, at de var vokset op med Taube, som også var godt kendt i Norge. Den fine lyrik med alle poesiens elementer så beskrivende, at man kan se det hele for sig, især når man sidder midt i Taube-land sammen med over 5000 mennesker, enten på medbragte eller lejede stole og venter på, at det hele skal begynde. Allerede et par timer før koncerten havde der i lang tid lydt harmonika, guitar og skønsang fra en lille gruppe, der bor på Flatön om sommeren, og som mødes på stævnet nu på niende år, nemlig Hjördis, Lennart, Barbro og Tage. På en gang blev man derfor medlem af et sangkor med blomsterkransede damer, og nåede lige at få " Maj fra Malö" med. Opvarmning og lydprøver varede mere end to timer, inden braget af Taube Spelens Sinfionetta drønede den første melodi ud og indledte det niende Taube Spelen på Ängön, den nordlige del af Flatön, der sammen med Malö danner en lille øgruppe nord for Orust i Bohuslän. Evert Taube Sveriges største troubadur i nyere tid er Evert Taube (1890-1976). Han kom til Ängön i 1942 for at rekreere sig. Og her kom han ikke fra foreløbig, idet han forelskede sig i menneskene, i naturen og livet. De fjorten dage blev til år, hvor det behagelige klima og den rolige livsrytme gjorde godt. Evert Taubes ven, Max Hansen skulle optræde på Berns i Stokholm, men manglede en vise. Den skulle Evert Taube nok klare. "Hvornår får jeg den?" "Den er ikke skrevet endnu!" lød svaret. Men næste aften kunne den danske sanger og revykunstner synge "Så länge skutan kan gå" for publiken i salonerne. Visen udkom i 1963 og kan betegnes som Evert Taubes afskedsvals til livet, da han mærker sin alder med nedsat syn og hørelse. I trods klæder han sig en sidste gang i sømandsklæder og tager for sig med begge hænder af det herlige liv. Snart klemter klokken på fuld tid . . . . Den historie fortalte Evert Taubes søn, Sven-Bertil, da han som sidste kunstner lørdag var på scenen. En flot mand i cow-boy bukser og ternet skjorte, med en aura som Niels Hausgaard og samme tag i sit publikum. Snart smeltede faderens poesi og stedets skønhed sammen i en helhed, da Sven-Bertil indledte med "Här är den sköna sommar" Herefter fulgte en række kendte og mindre kendte værker af Taube, med en masse snak ind imellem. Især historien omkring "Eldarevalsen", som udkom i 1936, inspireret af en rejse med SS Australic af Göteborg, hvor Evert som 17-årig var kullemper. Stående applaus, så Sven-Bertil måtte i gang med ekstranummer. Det blev "Englemark". Sinfionettaen Såvel alsang som solister blev begge dage bakket op af Sinfoniettaen. Den består af unge musikere fra Göteborgs Symfoniorkester, under ledelse af Jerker Johansson, som med sine musikere forstod at skabe den rette stemning omkring viserne og deres fortolkere, både med humør, charme og eminent udførelse. Peter Harryson, træffets konfencier, med skuespillerbaggrund og stråhat, var særdeles populær blandt publikum. Oplæsningen af "Här är den sköna sommar" bevægede alle, hvor sortsynet af bonden, handelsmanden, sømanden og præsten blev fejet til side af den lille Karin med blomsterne... og sommeren! Første del af alsangen sluttede med den lokale "Vals på Ängön". En af solisterne var Cajsa Stina Åkerström, datter af fred Åkerström. Hun gav "Nocturne" og "Som stjärnor små", som Evert Taube skrev til Astri og hvori han udtrykker sin kærlighed til hende. Herefter fulgte en meget flot fortolkning af "En håttespelman", der med sin eneste ven, violinen, underholdt på Orust og som nu hvilede i øens muld . . . Sammen med sinfoniettaen sluttede Cajsa Stina med "Min älskning du är som en ros" Guitar med fire hænder Efter en pause indledte Eber Ståhl, harmonika og Anders Ekdahl, guitar 2. afdeling. Det blev først en fantastisk demonstration i guitarspil af "4 hands", Börje Sandquist og hans elev Mats Norrefalk, der fremførte viser af Evert Taube på en måde, man aldrig har hørt før. Sprøde guitarklange med nordisk vemod vekslende med sydlandsk varme og glød. "Byssan lull", Fritiof och Carmencita", "Flickan i Havanna" og "Invitation till Guatamala", de sidste to numre med specielt bygget guitar med ekstra strenge, jo det var en oplevelse, der da også udløste blomster fra Taube-piger, dem i kjoler og med blomsterkranse! Mens dette foregår, brager Peter Harryson og publiken løs med "Maj fra Malö". Blandt søndagens solister var Marie Bergman mest speciel. Hun har optrådt på samme scener som Cornelis Vreeswijk og Fred Åkerström. Efter 5 års turné med den populære gruppe Family Four, var hun klar til egen karriere, hvor mange gemte kompositioner skreg om at blive sunget og lyttet til. Men Marie Bergman skal man også se! Med sensuel stemme og krop fik hun hele det store publikum til at føle, hvordan et kys kan mærkes helt nede fra maven . . "Jeg tæller ikke timerne, men kyssene jeg får" lød det netop fra hendes fortolkning af Taube. Hendes fremførelse af "Min älskning du är som en ros" var meget speciel og ungdommelig sprælsk. Den fik da også en ældre herre til at udbryde: "Hun ødelægger den aldeles!" Søndag tog den lokale troubadur Gåke fat med flot harmonikaakkompagnement af Eber Ståhl, og selvfølgelig Sinfoniettaen. Gåke er født nær Flinks Handelsbod, og med sit bohulenske sprog fik tilhøreren følelsen af, hvordan Taubes ånd ligger som et skin over bygden. I 30 graders varme bruges programmerne som parasoller, mens man føres over havet til Argentina med Isabella i Villa More, tilbage med "Inbjudan till Bohuslän", hvor Evert Taube har sine minder fra. Her står Huldas Karin ved gruekedlen og vasker for sin mormor, mens røgen går i alle retninger og ender ved Morlanda Kirke, hvor hun vil giftes. Her møder skjalden sin fordums elskede, når han kommer som fremmed til en ø . . . Efter Harrysons alsang, var Lill Lindfors på programmet og senere Sven-Bertil, men nu kunne der ikke rummes mere i hovedet. Mæt -og træt og færgen til Danmark skulle nås.