Tauson ryger ud af grand slam-kvalifikation i første runde
Clara Tauson røg ud i første runde af kvalifikationen til Australian Open, mens Mikael Torpegaard er videre.

Clara Tauson tabte i første runde af Australian Open-kvalifikationen til ukrainske Katarina Zavatska. (Arkivfoto)
DUBAI:Det danske tennistalent Clara Tauson må vente mindst et år mere på sin debut i de voksnes udgave af grand slam-turneringen Australian Open.
Søndag tabte 18-årige Tauson 3-6, 3-6 i første runde af kvalifikationen til ukraineren Katarina Zavatska.
Den to år ældre modstander er nummer 118 i verden, mens Tauson ligger nummer 152.
De to mødte også hinanden i 2019, og også dengang endte det med ukrainsk sejr.
Siden har Tauson dog taget et stort spring på verdensranglisten, men i søndagens kamp kunne hun ikke stille noget op.
Allerede i første parti gik det galt for Tauson, der fik brudt sin serv.
Danskeren brød lidt senere tilbage til stillingen 3-3, men ukraineren svarede igen med yderligere to servegennembrud og snuppede første sæt.
Tauson kæmpede videre, men historien gentog sig i andet sæt, hvor den danske teenager smed sit første serveparti og kom bagud 0-2.
Igen fik hun kæmpet sig tilbage, men to overlegne ukrainske partier på stribe sendte Tauson i et hul på 2-4, som hun ikke kunne kravle op af.
I det efterfølgende parti tilspillede danskeren sig fire breakbolde, men Zavatska afværgede dem alle, og flere danske chancer blev det ikke til.
Dermed er sidste års deltagelse i French Open fortsat Tausons eneste optræden i en grand slam-turnering.
Også hos herrerne er der dansk repræsentation i kvalifikationen til Australian Open. I herresingle skulle Mikael Torpegaard i første runde op mod tyske Mats Moraing.
Danskeren er nummer 192 i verden, mens Moraing rangerer som nummer 248, og forskellen viste sig i kampen.
Torpegaard skulle blot bruge 48 minutter på at vinde kampen 6-1, 6-0 og er dermed klar til anden runde.
Her møder han kineseren Zhizhen Zhang, der ligger nummer 169 på verdensranglisten. Vinder Torpegaard også det opgør, er han kun én sejr fra en plads i Australian Open.
På grund af coronapandemien afvikles kvalifikationsturneringerne i Dubai (kvinder) og Doha (mænd). Hovedturneringen spilles som vanligt i Melbourne, men lidt senere end normalt.
Den begynder 8. februar, mens finalerne spilles 20. og 21. februar.
/ritzau/
Kommentarer
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.